Jobbet hos Help er sindsygt spændende og lærerigt, og de første 4 uger her er seriøst fløjet afsted. Jeg er glad for bloggen hvor den er lige nu, jeg har masser på hjerte og et utal af ideer til indlæg til jer, som bare venter på at blive skrevet. Og så studiet. Det ene fag er lige mig, mens det andet, som nok mest blev valgt fordi det var et online kursus med det rigtige antal ects, har desværre ikke vist sig, at have fanget min interesse.

Jeg har, som forventet, løbet stærkt den sidste måned – det er jeg vant til, og har det egentlig også bedst med et vist tidspres over hovedet. MEN jeg har også tiltagende haft ondt i maven og hjertebanken over de ting jeg ikke fik nået eller gjort godt nok; de mails der ikke blev besvaret, min kæreste som ikke fik den opmærksomhed han fortjener, en blog der kørte på autopilot, læsning til studiet som blev udskudt og følelsen af generelt ikke at være tilstede.

Som bekendt endte aftenen med at blive lige, som jeg havde håbet på; jeg slappede af, havde det sjovt med de bedste mennesker, jeg kender, og der var ingen der lod til at interessere sig for, at punchen blev serveret i en gryde eller at frostingen på mine cupcakes havde set pænere dage. Perfekt er jo i sidste ende kun en illusion, og i virkeligheden kan de fleste også meget bedre lide ting, der gerne må have lidt skår i kanten. Vi føler os ikke tilpas i et glansbillede, hvor barren er sat så højt, at der ikke er luft til at være tilstede.

Dagen efter tog jeg konsekvensen af de sidste ugers ondt i maven og hjertebanken. Jeg har nemlig besluttet mig for at vælge det ene af de fag jeg tager fra. Ja, det betyder at jeg måske bliver en måned eller to senere færdig med mit speciale, og hvad så egentlig?! I sidste ende gør det nok ingen forskel, med udsigt til mere end 40 år på arbejdsmarkedet efterfølgende. Derudover har jeg meldt mig ud af det bestyrelsesarbejde, jeg har været involveret i de sidste 3 år, og som på grund af store projekter, har taget rigtig meget tid det sidste halve år.

Det er en kæmpe udfordring for mig at være nødt til at indse, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil. Fravalg er så meget sværere end tilvalg, men når man næsten fysisk kan mærke, at ens vejrtrækning bliver lettere i det sekund, man siger fra, så er et fravalg det rigtige. Jeg vil kunne være helt og ikke halvt tilstede i det jeg gør, og som virkelig betyder noget i mit liv; mit arbejde, bloggen, at få en god uddannelse, min kæreste, mine veninder og min familie. Og at kunne være det, kræver, at man ikke vil alt det andet også.

Nåh, det blev en længere beretning. Sejt hvis I er nået igennem, men jeg havde også bare behov for at vise jer den anden side af glansbilledet.

Hav en fantastisk lørdag søde I.