Det er syv måneder siden, at jeg udgav dette indlæg om fremtiden med børn i byen. En for og imod liste for at blive hvor vi var. Fortsætte den hverdag vi kender og holder så meget af. Og så skete corona. Syv måneder hvor vores verden, som vi kendte den, er blevet vendt på hovedet. Hvor alle de ting, der før talte for at blive byen, ikke længere føles så skråsikre. Lejligheden, der udover at være et fristed, pludselig også skulle udgøre et hjemmekontor på fuldtid. Arbejdspladsen, hvor cykelafstanden med ét blev irrelevant, fordi man ikke skulle derind. Byens mange muligheder, som man på grund af corona-restriktioner, slet ikke får brugt i samme grad. Alt det jeg før holdt af og vægtede højt er blevet til det modsatte. Jeg har ramt en mur. Egentlig kom den nok snigende i løbet af den tidlige sommer, hvor vores sommerhusdrøm føltes mere og mere modløs. Behovet for luft og lys syntes umuligt at få indfriet med et sommerhus sådan som markedet var, og til dels stadig er, og lejligheden føltes mere trang end nogensinde.

I den tidlige sommer blev vi gravide. Ønsket inderligt, men hurtigere end forventet, og det kom derfor lidt bag på os. Det samme gjorde den kvalme, der satte ind allerede en måned inde i graviditeten, og tvang mig til at bruge en stor del af mine dage de følgende to måneder på langs i lejligheden. Det fik ikke just lejligheden til at føltes mindre indelukket, og mit behov for at komme ud og væk steg i takt med kvalmen.

Kvalmen er heldigvis gået væk nu, men det er den snigende følelse af, ikke længere at være helt så forelsket i vores liv i en lejlighed i byen, desværre ikke. Drømmen om længe endnu at blive boende her i byen er begyndt at vakle. Og jeg aner ærligt talt ikke, hvor det efterlader os. Jeg er i syv sind, om vi er klar til at lægge livet i byen bag os for at søge ud med hus og have, eller om vi vil savne alle de goder, som byen indtil nu har budt os. Savne vores identitet som byboere.

Jeg luftede vores vaklen på Instagram forleden, og jeg hørte fra virkelig mange af jer, som enten står i samme overvejelser, eller har truffet valget om at flytte væk fra byen, og derfor gav jeres perspektiv med. Det var virkelig rart at læse, og det gav mig lyst til at tage emnet op herinde, fordi jeg fornemmer, at I er rigtig mange, der står samme sted i livet. Måske vi sammen kan hjælpe hinanden til at blive klogere på det valg, vi står over for?

Hvis ikke byen, hvad så?

Trangen til lys og luft kan jo findes på mange måder. En villalejlighed, et rækkehus, eget hus. Tæt på byen eller tættere på natur og store vidder. Afvigelserne fra vores kendte hverdag kan gradbøjes i større eller mindre grad alt efter i hvad retning, vi drømmer om at gå. Spørgsmålet jeg især, stiller mig selv, er, om vi er villige til at gå planken ud, og flytte helt væk fra byens puls for at få naturen og roen tættere på. Eller vil vi strække os langt for at finde en ny konstellation tættere på byen? Vil det give os det, jeg mangler, eller vil det mest af alt føles som et kompromis, hvor vi ikke rigtig får nogle af delene? Hverken byens puls eller naturens stille ro. Det er et kæmpe spørgsmål, som der ikke findes noget enkelt svar på. Vi ved hvad vi har i dag, på godt og på ondt, men vi aner ikke, hvordan livet væk fra en lejlighed og væk fra byen vil føles. Vil vi trives? Vil savnet til hverdagens fleksibilitet og aftalerne i byen fylde for meget? Vil vi stadig være os, selv når vi ikke længere er dem, der lever i byen, går ud at spise et par gange om ugen og har byens puls under neglene?

Noget siger mig, at svaret ikke er sådan et, der kan regnes ud på papiret. Det skal prøves af i praksis. Enten gør vi det, eller også gør vi det ikke. Vi kan ikke på forhånd vide, hvordan livet væk fra lejligheden i byen vil behage os. Jeg lytter ivrigt med, når jeg hører om andre, der har truffet valget. Flest er historierne om dem, der ikke har fortrudt det et sekund. Hvor hverdagen i de nye rammer nu føles som det eneste rigtige. Og så er der dem, der fortryder. Ikke finder sig til rette og derfor må søge tilbage til byen igen. Den mulighed er der selvfølgelig, men den føles besværlig. Det københavnske boligmarked er ikke nemt at få en fod indenfor i, er man først ude af det. Vi kommer nok aldrig til at få hænderne i så god og billig en lejlighed, som den vi sidder i i dag, og det puster igen til min betænkelighed ved at tage skridtet. Samtidig er der udsigten til, om nogle år at skulle have skolebørn. Når først Nola er startet i skole, vil jeg for alt i verden gerne byde hende at gøre hendes skolegang færdig dér, hvis hun selvfølgelig trives. Derfor er Mads og jeg enige om, at vi skal være landet i beslutningen om, hvorfra livet skal leves, inden hun skal starte i skole. Der er stadig længe til, men med den fart hendes første to et halve år har haft på, føles tiden til hun bliver fem alligevel ikke lang.

Fordi vi i så mange år har været fast indstillede på livet i byen, har vi ikke gjort os nogle tanker om andre områder, det kunne sige os noget at flytte til, og det føles derfor som om, vi starter ret meget ved 0 i forhold til en boligjagt. Jeg kender til sydsjælland, hvor jeg er vokset op, men så langt syd vil vi ikke. Mads er fra Hvidovre, og det kender vi derfor lidt til, men det er jo et snævert felt i forhold til, hvor mange omkringliggende byer der er rundt om storkøbenhavn, og også kunne være muligheder.

Hvad med områder som Vanløse og Brønshøj, som de seneste år har været et sandt trækplaster for byens børnefamilier? Kunne det være noget for os? Det eneste vi ved er, at hvis vi skal flytte, så skal det være til et område inden for s-tog strækningen, gerne max 30 minutter fra Nørreport, der skal ikke være langt til motorvej, så vi heller ikke kommer for langt fra min familie, som vi fortsat gerne vil have max en times kørsel til, og så skal byen, vi flytter til, gerne have et liv i sig selv, og ikke blot føles som et mellemstop inden København og de mange muligheder dér. Lige med denne snak føles området faktisk vigtigere end selve huset, og det er helt uvant for mig og os, at skulle gå til beslutningen ad dén vej. Nemmere ville det være bare at forelske sig i et hus, og så kan beliggenheden ellers være lige meget. Men det er den ikke. Ligegyldig. Når alt kommer til alt er det nemlig beliggenheden der dikterer hvordan vores liv kommer til at kunne leves. Hvilken fleksibilitet det tillader, transporttider, osv. Og så er jeg tilbage til en start. Usikker på hvor vigtig den frihed, vi kender den fra vores hverdag i dag, skal vægtes op imod behovet for luft.

Åh det her blev en lang og kringlet tankestrøm uden rigtig start eller ende, men som I kan fornemme, fylder det meget, og jeg er spændt på, hvor tankerne om det her tager os hen de kommende år. Jeg tror ikke, at vi er på vej ud af byen lige nu og her. Som det er nu, glæder jeg mig til endnu en barsel i byen, og så håber jeg i mit stille sind, at beslutningen måske kommer helt af sig selv, som vi lander i at være en familie på fire. Om vi genfinder overskuddet til byen, eller om vi til sidst vægrer os så meget ved den, at der kun er et at gøre. Søge væk. Det vil tiden vise.

Hvor er I henne i jeres liv? Glad byboer, den der har fundet ro i livet med hus og have, eller som os, et sted midt imellem?

Hvordan har I det ovenpå fredagens pressemøde? Jeg synes godt nok, at det begynder at være svært efterhånden som udsigten til at være på den anden side og med en hverdag uden et væld af restriktioner bliver mere og mere langstrakt. Jeg kan slet ikke få mit hoved omkring at forstå, at det er mere end 7 måneder siden, at det hele for alvor startede herhjemme, og samtidig føles livet som før corona også som evigheder væk. Jeg tager mig selv i at se glade fester, koncerter og højtider uden forbehold som en fjern og svunden tid, og tanken om hvor længe vi skal undvære de ting endnu, gør mig trist. #coronatrist, som et hashtag der netop nu trender på Instagram, så rigtigt udtrykker det.

Mit værn mod det er at dyrke de små lykkeglimt, der varmer og spreder glæde. Omgive mig med godhed inden for de rammer, restriktionerne nu har sat. Glæde mig over min lille, voksende familie herhjemme. Glæde mig over årstiden og alt hvad den lægger op til af ro og nærvær. Gøre en indsats for at se bægeret som halvt fyldt i stedet for halvt tomt, selvom det er svært. Min ugentlige føljeton her, med anledning til netop at dyrke de små glæder, er en rar påmindelse om, at der heldigvis er rigtig, rigtig meget godt, selv midt i alt dét der er træls og trist.

II Første vintertidsmorgen med dertil god tid til følge. En lykke at bruge den med dyner i vindueskarmen og kig ud til uvant lys morgen – så længe det varer II

II Smukkeste oktober. Det er virkelig en ting, der for mig er kommet snigende med alderen; det der med at føle en akut trang til at stoppe op og tage sæsonens farver ind. Værdsætte dem og lagre dem II

II #gladgravid på kontoret en torsdag med sene eftermiddagsmøder. Jeg kalder det at cope! II

II Endnu et oktoberlykkeglimt med helt fortryllende lys på hjemmekontoret mandag formiddag. Aldrig om jeg bliver træt af at indfange det; lyset II

II Noget af det sødeste jeg længe har set. Den helt nye elefantunge i ZOO, blot tre uger gammel. Nola kaldte den Nola-fant, fordi hun åbenbart spejlede den i sig selv og det at være lille ♥ II

II Det her lille menneske. Evig kilde til hovedrysten og store grin. Heldigvis langt flest af de sidste. 2 er virkelig en sjov alder! II

Jeg blev på et tidspunkt spurgt, om jeg ikke ville dele lidt ud om, hvordan Mads og jeg balancerer at pleje vores parforhold efter vi er blevet forældre. Og det vil jeg meget gerne. Jeg forestiller mig nemlig, at det er noget, vi er virkelig mange, der går og bakser lidt med.

Og til en start vil jeg gerne slå fast, at vi langt fra er orakler på området. Faktisk er vi i hverdagene, som de er flest, ikke særlig gode til at være kærester. Der er vi mest af alt forældre. Og når vi ikke er det, ender vi typisk aftenerne i hver vores ende af sofaen med hver vores computer eller telefon i hånde og med hvert vores arbejde igang. Det er ikke just nærværende eller kærligt, men ikke desto mindre er det vores virkelighed, fordi vi har valgt at indrette vores hverdag sådan, at vi på skift går tidligt fra arbejde for at Nola ikke skal have sene dage i vuggestuen. Og den fleksibilitet kræver til gengæld, at vi arbejder om aftenen. Det lyder ikke særligt sexet sådan at skrive det sort på hvidt, men jeg trøster mig med, at vi helt sikkert ikke er de eneste, hvor tilværelsen lige nu ser sådan ud, og så er der en vigtig sandhed i, at alting har en ende. Også dagene med små børn man gerne vil hente tidligt. Lige pludselig går de i skole med lege- og fritidsaftaler, og vi kommer sikkert til at længes tilbage efter dagene, hvor børnene havde al tid i verden til at være sammen med os.

Med lillesøster på vej ser vi dog endnu ind i en årrække, hvor det helt sikkert ikke er tid, vi får mere af, så selvom det har en slutdato på et tidspunkt, er det vigtigt for os, at vi også her og nu gør os umage. Ikke hver dag, fordi #utopi, men heller ikke så sjældent, at vi pludselig ikke længere kan kende hinanden som kærester, og arbejdet med at finde tilbage måske vil være så stort, at det slet ikke lader sig gøre. Det er noget, jeg tænker meget over, for jeg ønsker for alt i verden ikke at ende dér.

Derfor har vi nogle spilleregler, kærestehacks om man vil, som vi prøver at navigere efter for at mestre kunsten stadig at være gode kærester, selvom vi er blevet forældre.

Det er ting, der fungerer for os, men eftersom vi allerede er forskellige og har forskellige privilegier, er det ikke sikkert det samme vil fungere for jer. Jeg håber alligevel, det kan give lidt inspiration til måde at gøre sig umage med parforholdet på.

Et loft for ugentlige aftaler

Det her klinger heller ikke sexet, men ikke desto mindre er det et noget, der i hverdagen gør en kæmpe forskel for os og vores overskud til hinanden. Da Nola kom til, var vi nemlig hurtige til at indgå en aftale om, at vi ville have et loft for de aftaler vi hver især har i løbet af en uge, for dermed at sikre at vi også ville få set hinanden.

Aftalen er, at vi hver må have to aften-aftaler om ugen, for dermed har vi som minimum 3 aftener sammen også. Og selvom en stor del af de aftener i dag måske nok bliver brugt på arbejde, betyder det stadig, at vi får set hinanden, og at der er tid til sniksnak henover skærmene.

I de uger, hvor vi ikke er lykkedes med at holde os til loftet for aftaler, kan vi tydeligt mærke, at lunten overfor hinanden er kortere, ligesom overskuddet glimrer ved sit fravær. Og det er ikke rart at være i for nogen af os.

At date i hverdagen

Det her, det fungerer virkelig godt for os. At date i hverdagen. En hurtig morgenmad ude i byen, når Nola er afleveret, eller en frokostpause sammen imellem arbejde og møder. Man bliver overrasket over, hvor meget man kan nå at føle sig som kærester på bare en time.

Det er selvfølgelig super priviligeret, at vi begge arbejder i byen, og til en vis grænse kan tilrettelægge vores arbejdstid fleksibilitet. Har man ikke den mulighed, er weekender nok vejen frem, eller måske eftermiddagsdates, hvis man har bedsteforældre eller andre der kan hjælpe med at hente i institution eller tage et par timer med ungerne i ny og næ. Det er vigtigste er at huske, at lidt har også ret, og en frokostaftale er bedre end ikke at kunne få kalenderen til at gå op med børnepasning om aftenen.

Weekendkærester

Det seneste år især, har vi dyrket at være weekendkærester. En weekend ud af kalenderen i ny og næ til bare at være kærester, til at se hinanden i øjnene og høre uforstyrret efter hvad den anden har på hjerte. Det er guld værd, og en kæmpe investering i hinanden og i hverdagen, hvor tiden ikke er den samme.

I den tidlige sommer havde vi det skønneste døgn på Lillero, i sommerferien en staycation på Hotel Otillia, i september checkede vi ind på Coco Hotel og om 14 dage kan vi se frem til en nat på Villa Copenhagen. Vi skiftes til at arrangere, og det er nærmest lige så stor en glæde at gøre sig umage med at planlægge et kærestedøgn, som det er at overraske den anden med daten.

Jer der også har børn, mon I gør noget særligt for at huske stadig at være kærester?

Det har været en af de weekender, jeg slet ikke har lyst til, skal få en ende. Vi har været hos mine forældre siden fredag morgen, hvor vi tog hul på en tidlig weekend, og planen var at suge til os af hyggelige efterårssager. Og det har vi gjort. Dagene er gået stærkt og langsomt på en og samme tid, som jeg kun føler at de kan gøre det, når vi er på landet. Vi har besøgt oldeforældre, været i skoven, på udflugt efter æblepluk, nydt godt af lange middagslure til Nola, og middagspauser i oktobersolen til de voksne. Det har føltes helt ferieagtigt, og jeg kunne snildt snuppe et par dage mere.

Indlægget her skriver jeg fra mine forældres terrasse, hvor jeg har indfundet mig i det lune og solrige hjørne, som har udgjort mit middagseksil de seneste dage. Til lyden af fuglekvidder, en fjern lyd fra en græsslåmaskine, og ellers komplet ro. En ro der kun indfinder sig, når man kommer væk fra byen, og jeg lapper den i mig. Nyder at mærke roen i maven og trangen til at lave så lidt som muligt fremfor mit ellers vanlige fokus derhjemme på at tidsoptimere, hvor jeg kan.

Inden længe er vi på vej tilbage til byen. Weekenden går på hæld, og tilbage er blot at kigge tilbage på en uge, der har været mere end gennemsnitligt rar.

II Typen der ikke går glip af chancen for at købe matchende vinterjakker til Nola og jeg. Min er denne geniale dunjakke fra Arket, lavet med genanvendte dun, og Nolas er denne fra Konges Sløjd II

II En indkøbstur i Føtex der blev en pæn strik rigere. Jeg kunne ikke stå for farverne – eller prisen på 179kr. Den har jeg levet i hele weekenden II

II I onsdags kunne både Mads og jeg få vores arbejdskalendere til at gå op, så vi kunne finde tid til en frokost sammen inde i byen. Og stor var glæden, da jeg fandt ud af, at Mads havde booket os bord på Restauranter Møntergade. Deres smørrebrød er så vanvittigt godt, at jeg stadig drømmer om det. Sådan en times kærestestund i en travl hverdag er i øvrigt helt genial, og noget vi prøver at gøre os umage med, fordi det ofte er nemmere på den måde, end at skulle arrangere pasning af Nola til aften II

II Årets – vel nok – sidste tomathøst fra vores gård. Det er sådan en lille ting, men det gør mig ægte glad med sådan en håndfuld. Som en lille hyldest til det langsomme og nænsomme. Det hjemmedyrkede i stedet for det hurtigt købte. Vi er lang vej fra at være selvforsynende, men måske også netop der for at sådan en lille håndfuld her føles så særlig II

II Efterårshøst i oldefars og oldemors have. Se lige Nolas begejstring over at blive stukket en gulerod, hevet direkte op fra jorden, i hånden. Den stod dog ikke helt mål med begejstringen over at kunne finde hindbær på deres hindbærbusk. De nåede dårligt at ramme skålen, før Nola havde sneget dem indenbords. Lille store lykke II

II Nola og onkel Lasse på opdagelse i skoven der ligger bare få minutters gang fra mine forældre. Det er altså det jeg savner aller mest ved livet i byen, naturen og at kunne bruge den sammen med familien! II

II 1 SKALL STUDIO BLUSE II 2 MANGO JOGGERS II 3 SKALL STUDIO BUKSER II 4 KONGES SLØJD PYJAMAS SKJORTE II

Jeg griner lidt indvendigt over hvor mega gravid-agtige mine garderobekøb i september er. Det hele ligner lidt en udvidelse af min nattøjsskuffe, og det er nok heller ikke helt ramt ved siden af, at det har været den drivende kraft bag mine køb. At det har skulle være så behageligt og blødt som muligt, og fællesnævneren for mine køb har været stretch og masser af vidde.

Fire nye ting er i alt flyttet ind i september, og tre ud af de fire ting er i forbindelse med min fødselsdag. To af tingene finansieret delvist af fødselsdagspenge og den sidste modtaget som en kærlig gave. Således er det et begrænset beløb mine fire køb er løbet op i, og i alt har mit forbrug kostet mig 659 kroner. Det er hæderligt.

Den første ting der flyttede ind var et par strik joggers fra Mango. Og der må jeg desværre erkende, at jeg har ladet mig rive med i et moment. Jeg blev influeret af en smart dame på Instagram og gjorde kort process. De landede herhjemme, og blev straks taget i brug fordi #smarte. Men de lever altså ikke helt op til det, jeg eftersøgte i et par pæne hyggebukser, og i virkeligheden skulle jeg nok have holdt stand, og ventet på de helt rigtige kashmir joggers, som jeg længe har jagtet. I stedet blev det til en unødvendigt highstreet køb, som ikke giver mig den glæde, sådan et køb skal. Heldigvis kostede de kun 299 kr, men det ærgrer mig uanset.

Derudover er der mine fødselsdagsinvesteringer. Den klassiske hulmønstrede bluse fra Skall Studio og ternede bukser fra ditto. Der er nok lidt rigeligt pyjamasbukser vibe over sidstnævnte, men jeg knuselsker dem ikke desto mindre, og sniger mig gerne til have dem på så snart chancen for ikke at skulle være alt for nydeligt klædt byder sig (læs: når jeg ikke er på kontoret). Som den sidste garderobetilføjelse i den forgangne måned fik jeg en Aiayu pyjamas af Mads. Pasform eller farve på den var dog ikke helt i skabet, så den har jeg i stedet byttet til en den pyjamas fra Konges Sløjd, jeg først havde udset mig. Skjorten er i hus og de matchende bukser venter jeg på at modtage. Sammen med Skall Studio bukserne udgjorde skjorten fx hele min garderobe da vi i sidste uge holdt efterårsferie #gladgravid.

Det har jeg i kikkerten for oktober:

Vi er allerede halvvejs i oktober, som jeg skriver dette indlæg, og jeg kan derfor godt allerede løfte sløret for, at min oktober shopping indtil nu har bestået af den perfekte vinterjakke og så de der kashmir joggers, jeg har ledt efter (lesson learned). Derudover går jeg også og vakler lidt over, om jeg skal købe et par gravidleggings. Jeg har krise over, at det eneste jeg allerede nu kan passe er strømpebukser og mine Skall Studio bukser, og mens jeg tænker at løbet er kørt for at komme i rigtige bukser før post fødsel, er et par leggings måske ikke nogle helt tosset ide. Fredesblog ser i hvert fald evigt smart ud, som hun kombinerer leggings og en stor strik.