GARDEROBEREGNSKAB: NOVEMBER SHOPPING

II 1 MONSIEUR MINI T-SHIRT II 2 BECKSØNDERGAARD STRØMPER II 3 H&M CASHMERE SLÅ-OM-BLUSE II 4 BOOB GRAVID LEGGINGS II

Mit november regnskab er gjort op, og det er endnu engang blevet tid at gøre status over mit forbrug til garderoben i måneden, der nu er forbi. Og som I kan se, er jeg fortsat i det bløde og behagelige spor fra de forgangne måneder med indkøbet af en smørblød og løs t-shirt fra Monsieur Mini, uundværlige graviditetsleggings fra BOOB, rar cashmere købt på bud hos H&M, og nyt til strømpeskuffen, mine yndlings fra Becksöndergaard. Jeg er virkelig godt tilfreds med mine køb, hvis jeg selv skal sige det, og det hele er kommet flittigt i brug fra start.

I alt har månedens forbrug stået mig i 1196kr, hvilket er peanuts sammenlignet med det tal, jeg troede det ville løbe op i, da jeg jo gik ind til måneden med en forventning om, at jeg skulle lægge +6000kr for erstatning af min tabte guldhalskæde med umådeligt stor værdi for mig, som jeg havde tabt i måneden før. Lykkeligvis dukkede den op, og jeg slap med forskrækkelsen.

Jeg gjorde mig et enkelt fejlkøb i november, som jeg heldigvis kunne nå at sende retur. Graviditetsleggingsene fra BOOB blot i en merinould, som jeg lod mig rive med af fordi de var på bud. Modellen findes dog kun i grå, og jeg må sande, at jeg i det offentlige rum aldrig bliver en grå-leggings-kinda-girl. Jeg følte mig simpelthen for nisset, og herhjemme har jeg rigeligt andre hyggebukser til at jeg kunne forsvare et par ellers geniale graviditetsleggings, hvis de kun ville blive brugt herhjemme.

Hvad mon er flyttet ind hos dig i den forgangne måned?

Det har jeg i kikkerten for december: 

  • Jeg er i fuld gang med julegaveindkøbene, og alt dét der bliver købt her, mætter lidt min egen købetrang, hvilket er rart. Planen er derfor at have mådehold på egne vegne, og ikke lade mig friste af nyt her i december.

 

GARDEROBEREGNSKAB: OKTOBER SHOPPING

II 1 MUNTHE STRIK II 2 ARKET DUNJAKKE II 3 KONGES SLØJD PYJAMASBUKSER II 4 MUNTHE NEDERDEL II 5 H&M KASHMIR JOGGERS II

Ligesom for min septembershopping er også fællesnævneren for mine garderobetilføjelser i oktober, at de er bløde og aller helst med et eller andet element af elastik. Uden tvivl en last forårsaget af graviditeten, men som jeg også tænker vil komme mig tilgode på den anden side.

Fem fine sager er flyttet ind i den forgangne måned. Eller egentlig er det tre. To af de fem ting er nemlig septemberkøb – købene fra Munthe – som jeg simpelthen havde misset i mit septemberoverblik, og det kan vi ikke have. Så i stedet for at gå tilbage at rette  i det oprindelige septemberindlæg, har jeg altså tilladt mig at tilskrive dem til oktober i stedet. Med denne lille økonomiske note på plads, lad os så få set på købene – og tallene.

Jeg synes selv det er nogle tidløse og gode køb, jeg har gjort mig. Sager der især her i efterårets og vinterens kolde måneder giver rigtig god mening, og så et par køb der skal gøre hjemmelivet mere rart.

I oktober lykkedes det mig endelig at kunne strege køb af årets vinterjakke fra listen, med fundet af en pæn, rar og praktisk dunjakke fra Arket. Med fyld af genanvendte dun og derfor også et plus på den grønne samvittighed. Den er allerede en trofast følger på min vej hver dag og så langt er jeg meget imponeret over kvaliteten og dens evne til at holde kold vind ude. Så har jeg også endelig fået fingrene i de matchende pyjamasbukser, til den Konges Sløjd pyjamasskjorte der flyttede ind i september, og jeg forcerer nu weekenderne herhjemme klædt i en blød cremefarve fra top til tå #weekendgoals.

Derudover er der også endelig flyttet et par kashmirbukser ind, som jeg i september skrev, at jeg fortrød jeg ikke havde købt i stedet for de strikkede bukser fra Mango, som var for meget et kompromis. Nu er de her, og de er præcis så bløde og behagelige som jeg havde håbet på. De sidder måske lidt tæt på gravidmåsen, men blessed be stretch og forhåbentlig der også bliver et ‘på den anden side’ for min numse #iwish.

Og så var der de to septemberkøb, som jeg har overført til oktober. En silkenederdel i den fineste blommebrune farve (og elastik i taljen, fordi gravid) og en pæn strikbluse fra Munthe. Begge købt med en klædelig rabat, fordi min svigerinde på det tidspunkt startede arbejde for Munthe.

I alt løb mine køb op i 3168kroner, hvoraf de 999 kroner er på Munthe-købene fra september. At beløbet for de mange sager ikke er højere skyldes, at noget dels er købt med rabat, både strik og nederdel fra Munthe, og kashmirbukserne fra H&M som jeg havde en 25% rabatkode til. Og så er pyjamasbukserne købt for fødselsdagspenge jeg havde sat til side fra den Aiayu pyajamas, jeg oprindeligt havde fået i fødselsdagsgave, men som ikke var helt rigtig.

Det har jeg i kikkerten for november

  • Støvler. Jeg lyder som en plade, der er gået i hak, når jeg skriver det, men jeg er stadig ikke lykkedes med at få præciseret min støvlejagt, og jeg skubber derfor køber frem foran mig. Måske det ender med at gå ligesom sidste vinter, hvor støvlesæsonen er forbi, inden jeg får taget mig sammen, og så har jeg selvfølgelig et helt år til at samle mod igen. Vi får se.

Hvordan har det set ud for jeres garderobekøb i oktober?

 

 

GARDEROBEREGNSKAB: SEPTEMBER SHOPPING

II 1 SKALL STUDIO BLUSE II 2 MANGO JOGGERS II 3 SKALL STUDIO BUKSER II 4 KONGES SLØJD PYJAMAS SKJORTE II

Jeg griner lidt indvendigt over hvor mega gravid-agtige mine garderobekøb i september er. Det hele ligner lidt en udvidelse af min nattøjsskuffe, og det er nok heller ikke helt ramt ved siden af, at det har været den drivende kraft bag mine køb. At det har skulle være så behageligt og blødt som muligt, og fællesnævneren for mine køb har været stretch og masser af vidde.

Fire nye ting er i alt flyttet ind i september, og tre ud af de fire ting er i forbindelse med min fødselsdag. To af tingene finansieret delvist af fødselsdagspenge og den sidste modtaget som en kærlig gave. Således er det et begrænset beløb mine fire køb er løbet op i, og i alt har mit forbrug kostet mig 659 kroner. Det er hæderligt.

Den første ting der flyttede ind var et par strik joggers fra Mango. Og der må jeg desværre erkende, at jeg har ladet mig rive med i et moment. Jeg blev influeret af en smart dame på Instagram og gjorde kort process. De landede herhjemme, og blev straks taget i brug fordi #smarte. Men de lever altså ikke helt op til det, jeg eftersøgte i et par pæne hyggebukser, og i virkeligheden skulle jeg nok have holdt stand, og ventet på de helt rigtige kashmir joggers, som jeg længe har jagtet. I stedet blev det til en unødvendigt highstreet køb, som ikke giver mig den glæde, sådan et køb skal. Heldigvis kostede de kun 299 kr, men det ærgrer mig uanset.

Derudover er der mine fødselsdagsinvesteringer. Den klassiske hulmønstrede bluse fra Skall Studio og ternede bukser fra ditto. Der er nok lidt rigeligt pyjamasbukser vibe over sidstnævnte, men jeg knuselsker dem ikke desto mindre, og sniger mig gerne til have dem på så snart chancen for ikke at skulle være alt for nydeligt klædt byder sig (læs: når jeg ikke er på kontoret). Som den sidste garderobetilføjelse i den forgangne måned fik jeg en Aiayu pyjamas af Mads. Pasform eller farve på den var dog ikke helt i skabet, så den har jeg i stedet byttet til en den pyjamas fra Konges Sløjd, jeg først havde udset mig. Skjorten er i hus og de matchende bukser venter jeg på at modtage. Sammen med Skall Studio bukserne udgjorde skjorten fx hele min garderobe da vi i sidste uge holdt efterårsferie #gladgravid.

Det har jeg i kikkerten for oktober:

Vi er allerede halvvejs i oktober, som jeg skriver dette indlæg, og jeg kan derfor godt allerede løfte sløret for, at min oktober shopping indtil nu har bestået af den perfekte vinterjakke og så de der kashmir joggers, jeg har ledt efter (lesson learned). Derudover går jeg også og vakler lidt over, om jeg skal købe et par gravidleggings. Jeg har krise over, at det eneste jeg allerede nu kan passe er strømpebukser og mine Skall Studio bukser, og mens jeg tænker at løbet er kørt for at komme i rigtige bukser før post fødsel, er et par leggings måske ikke nogle helt tosset ide. Fredesblog ser i hvert fald evigt smart ud, som hun kombinerer leggings og en stor strik.

EN SNAK OM DEN BÆREDYGTIGE GARDEROBE

Reklame for LG Electronics

Jeg har endnu et indlæg i ærmet til jer i forbindelse med mit samarbejde med LG Electronics og deres #CareForWhatYourWear initiativ.

Fik du læst første del med min snak om gode garderobevaner? (Link)

Denne gang skal det handle om bæredygtig mode. Og inden jeg kaster mig ud i emnet så ved jeg godt, at det er et område, der er rigtig mange holdninger til, og man kan derfor på forhånd have lidt berøringsangst for overhovedet at begive sig ind i debatten. Men den er vigtig at have, for bæredygtige modebrands spiller nemlig en kæmpestor rolle i, hvordan vi anskuer tøjproduktion og ditto forbrug og hvordan vi gradvist bevæger os hen imod bedre og mere bæredygtige vaner. Man kan sagtens have en lang og omfattende diskussion om, hvornår et brand er bæredygtigt; hvornår gør et brand nok eller hvornår gør det for lidt? Det er ikke min målestok, der fungerer som dommer her, og jeg vil derfor ikke kaste mig ud i dén diskussion. Det er der i øvrigt også mange andre der meget bedre til at belyse, end jeg er. Fx dygtige Tanja Gotthardsen fra Secondhand First eller Johanne Stenstrup fra Bedremode.nu.

I stedet vil jeg snakke lidt om de danske bæredygtige brands, som jeg finder stor inspiration i, og som jeg glædeligt lægger mine tøjpenge hos, fordi jeg her kan gøre det med god samvittighed.

Tip til brands med en skarp bæredygtig profil:

  • Skall Studio: Et brand skabt af søstrene Julie og Marie Skall, og hvis hele designfilosofi er bygget op omkring en bæredygtige tankegang. Fra et opgør med tendensbaseret mode til et solidt fokus på tidløst design i høj kvalitet, der kan bruges sæson efter sæson, år efter år. De har fravalgt animalske produkter i deres produktion og de bruger desuden kun materialer som OEKOTEX certificeret bomuld, hør, indisk silke, ren uld og overskudsmaterialer, som de giver nyt liv.
  • Ellies and Ivy: Tankegangen om at give nyt liv til overskudsmaterialer er også essentiel hos Ellies and Ivy, som Ninna Rahbek Schou og Pernille Hvam Pedersen står bag. De startede som et brand, der lavede smukke unikakjoler, jakker og accessories ud af overskudsmaterialer, og har siden hen udvidet deres design til også at opfatte tøj designet af håndvævet indisk Khadi og vintage saris (traditional indisk kåbe). Alt er skabt med omtanke for traditionelt håndværk og en kvalitet, der kan holde i mange, mange år.
  • Proem Parades: Er et nyere brand, skabt i 2019 af Lærke Nikolajsen og Stine Brynjolf. Missionen har helt fra start været klar, de ønsker at skabe en kultur med mindre impulsshopping og større fokus på det store forbrugsspild, den traditionelle modeindustri desværre står bag. Derfor har de udvikling en designfilosofi der i det store hele går ud på, at de laver tøj efter bestilling, og de få design, de laver der kan købes direkte, er produceret af genanvendte materialer. Dermed gør de en indsats for at minimere ressourceforbruget forbundet med deres produktion, og appellerer til at vi som forbrugere baserer vores garderobe på langvarige designs i høj kvalitet.

LG vil også gerne slå et slag for den bæredygtige udvikling i modebranchen, og i samarbejde med en række bæredygtige modebrands lancerer de faktisk en kollektion til november, hvor alt tøjet kan vaskes i maskinen og derfor ikke kræver særbehandling med ressourcetung håndvask eller kemisk rens. Lige netop det med at alt tøj skal kunne vaskes i maskinen uden at det tager skade, er nemlig vigtigt for LG, og derfor har de udviklet en vaskemaskine, der med innovative funktioner som damp- og hygiejneprogrammer, er skabt til at passe bedst muligt på tøjet der vaskes, og mens man samtidig passer på miljøet. Maskinprogrammet TurboWash™ 360 reducerer energiforbruget med 28%, mens slitage på tøjet reduceres med 16%. Den store tromle på maskinen gør også, at vand- og vaskemiddelforbruget per vask mindskes.

Den tanke jeg godt lide, især fordi jeg personligt ikke orker tøj, der ikke kan gå i vaskemaskinen. På den front har jeg ting, jeg hellere vill bruge min tid på.

I videoen nedenfor kan I høre mere til mine tanker omkring bæredygtige brands, og har I lyst til flere tips til hvordan, man kan passe på sit tøj, så tjek endelig LG’s kampagneside ud.

 

EN SNAK OM GODE GARDEROBEVANER

Reklame for LG Electronics

Jeg har et nyt spændende samarbejde linet up, som jeg har glædet mig rigtig meget til at fortælle jer mere om. Det er med LG Electronics, der blandt andet laver innovative hårde hvidevarer. Nu er elektronik eller hårde hvidevarer typisk ikke dét, I oplever mig skrive mest om herinde, men samarbejdet her giver alligevel rigtig god mening, fordi omdrejningspunktet er bæredygtige garderobevaner. Og dét er noget, der ligger mig meget på sinde.

Som gammel garvet modeblogger har jeg i den grad været slem til at forbruge tøj i et stort omfang, og jeg kan få helt ondt i maven over at tænke tilbage på, hvor tankeløst jeg shoppede i mine yngre dage. Et kig tilbage i bloggens arkiver afslører da også, at omdrejningspunktet dengang var meget mere på inspiration og en lind strøm af nykøb. Heldigvis er der som bekendt løbet meget vand gennem åen siden da, og jeg har de seneste år sadlet kraftigt om, og har nu et meget mere bevidst forbrug. Bevidst om at jeg med min stemme her, ikke har lyst til at virke som en opfordring til overforbrug. Præcis den tanke rammer hovedet på sømmet i forhold til LG’s nye initiativ #CareForWhatYouWear, og det er altså dét projekt, det skal handle om i dag sammen med mine tanker om gode garderobevaner.

#CareForWhatYouWear har LG taget initiativ til, fordi de ønsker at sætte fokus på, hvordan vi med få ændringer i vores garderobevaner kan passe bedre på vores tøj, og dermed sikre at det får en længere levetid.

Den tanke kan jeg godt lide. Det er nemlig også grundtanken i mine garderobeprincipper. At passe godt på det jeg har, så jeg kan have det længst muligt eller på sigt videresælge eller give videre til genbrug, hvis det ikke længere passer mig.

Helt konkret har jeg disse principper for gode garderobevaner, som gælder herhjemme:

  • Jeg reparerer vores tøj, så længe som muligt. Huller lappes/sys sammen, pletter gør jeg alt for at fjerne (gælder især Nolas tøj), og lader det sig ikke gøre, prøver jeg at genfarve tøjet uden kemi (fx med kaffe eller avocado)
  • Tøj vi er vokset fra forsøger jeg at videresælger på apps som Trendsales eller Reshopper, på fysiske loppemarkeder eller genbrugsbutikker som Lidkøb, og hvis det ikke er oplagt til videresalg ryger det til genbrug, hvis standen stadig er god
  • Tøj og andre tekstiler (håndklæder, viskestykker, klude, små snore osv) der enten ikke kan sælges eller genbruges afleverer vi til tekstil-genanvendelsesprogrammer, så tekstilerne på den måde får et efterliv. H&M og &Other Stories har nogle rigtig fine muligheder for genanvendelse, hvor man får en voucher med rabat for hver fyldte pose med afleverer med tekstiler til genanvendelses.

Det er små vaner, der sidder på rygraden, og som giver mig god samvittighed fordi jeg gør en indsats for, at tøj ikke bare går til. Mon det også er noget, der fylder for jer?

Udover at ændre på ens garderobevaner kan man selvfølgelig også overveje, om man med sin tøjvask gør hvad man kan for at passe på sit tøj. Her kommer LG igen ind i billedet. De har nemlig udviklet en vaskemaskine, der med innovative funktioner som damp- og hygiejneprogrammer, er særligt udviklet til at passe bedst muligt på tøjet der vaskes, også de mere skrøbelige stykker tøj som sarte materialer eller gammelt tøj, hvor fibrene ikke længere er så standhaftige. Helt konkret har man fundet, at LG vaskemaskinen beskytter tøjet op til 18% bedre ved at bruge AI DD™ teknologi, der netop er udviklet til at forlænge tøjets levetid. Maskinens dampfunktion (LG Steam+™) er desuden oplagt at bruge på tøj, der skal sælges/doneres videre eller på tøj, der er købt brugt, da den dræber 99% af alle virus og bakterier i tøjet.

I videoen her kan I høre mere til mine tanker omkring bæredygtige garderobevaner, og har I lyst til flere tips til hvordan, man kan passe på sit tøj, så tjek endelig LG’s kampagneside ud.