DET VIL JEG LAVE I MARTS

II Væggen ovenfor. Apropos marts-planer …. II

 

Det var så det. Februar, over and out. Og følger vi kalenderens logik, banker foråret nu officelt på døren. Vi trænger også til det, gør vi ikke? Til at lægge det regnvåde vintervejr bag os og for alvor overgive os til forhåbentlig flere solskinstimer og milde temperaturer. Eller mildere temperaturer, rettere sagt. Vintermånederne har været milde nok i sig selv. Marts er altid sådan en måned, der kommer bag på mig. Fordi den kommer som lynet fra en blå himmel ovenpå en februar måned, der udover både at være kort, også for mit vedkommende er fyldt med fødselsdagsfejringer. Fire fødselsdage indenfor den nærmeste familie i løbet af bare fire dage. Det sætter sit præg på weekendprogrammet i februar, skulle jeg hilse at sige. Og selvom jeg nyder stunderne hvor familien er samlet, glæder jeg mig også bare lidt en måned uden helt så mange arrangementer på programmet. Bare to familiefødselsdagen er hvad vi kan snige os op på i marts, og heldigvis med nogle ugers mellemrum. Det efterlader masser af weekendplads til alt det andet, jeg holder af. 

Så lad os komme til det. Her er, hvad jeg vil lave i årets (forhåbentlig) første forårsmåned ♥ 

  • Jeg vil glæde mig til at nusse på bløde babykinder og kramme en sej, nybagt mamma, når jeg i morgen skal besøge lille bitte Otto og hans fine mor. Selvom det er benhårdt arbejde, er jeg også ret misundelig på dem, der netop har føjet et lille nyt liv til tilværelsen. Tiden er så uendeligt magisk.
  • Kaste mig over min garderobe med fornyet glæde og iver ovenpå februars garderobeudfordring, der officelt er forbi, når dagen i dag går på gæld. Behøver jeg sige, at jeg glæder mig til at have frit lejde igen? Det gør jeg! Men jeg glæder mig også til at samle op på alle de gode ting, jeg har lært af udfordringen. Det kommer der et skriv om i næste uge. 
  • Tage på kærlighedsdate med Mads, og fejre, at der bare er seks måneder, til vi skal giftes. Vi vil markere det med en aften på Mondän, som vi takket være en deal på Tipster, kan komme afsted på for en overkommelig sjat. Evigt udfordrede bryllupsbudget, and all.
  • Klemme et par fridage ind og holde en lang weekend i svigerforældrenes sommerhus. Det glæder jeg mig virkelig meget til.
  • Komme igang med at træne igen for alvor. Det er ikke meget det er blevet til, det seneste … well, halvandet år, og selvom jeg hviler ok i at mit fokus lige nu er et andet sted, kan jeg også mærke, at jeg også gerne vil føle mig rigtig godt tilpas i min krop, som vi skal giftes. Og med seks måneder igen, til dagen skal stå. Tænker jeg det er et godt sted at starte. Ikke noget fanatisk eller noget, men 1-2 ugentlige løbeture og 1-2 ture i fitness vil jeg gerne udfordre mig selv til. 
  • Finde min indre bryllupsnørd frem (bliver ikke svært, for den er ikke gemt ret langt væk) , og lave en visualisering af opstillingen på vores bryllupslokale. Med den på plads kan jeg nemlig gå igang med at planlægge præcis hvilket pynt. vi skal have. Jeg tænker blandt andet discokugle, glimmervæg, fine skilte, vilde blomster, og …. åh, nedtællingen er igang!
  • Jeg vil glæde mig over nogle rigtig spændende samarbejder jeg har udsigt til at skulle lave i marts. Årets første par måneder kom lidt stille fra start på den front, og jeg frygtede helt at interessen for mit arbejde var på retur. Heldigvis lader det ikke til at være tilfældet, og det hele skulle nok bare lige løbes igang.
  • Dyrke lydbogsformatet efter for alvor at have fået øjnene op for det (yes, jeg rykker sjældent hurtigt på den slags). Lige nu er jeg fx igang med Anne Mette Hancocks nyeste krimi Pitbull, som jeg lytter til på mofibo, da jeg er begyndt at samarbejde med dem (derfor reklame). Bogen er altopslugende, og det sker dagligt, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har længere til arbejde end 10 minutter på cyklen, fordi jeg så havde kunne snige mig til noget mere bogtid. I forbindelse med mit samarbejde har jeg fået lov at give jer en 30 dages gratis prøveperiode hos mofibo med koden ‘MERI20’, så trænger du også til underholdning på din vej, får det min varmeste anbefaling. 
  • Udnytte min begyndende forårskuller og forandringsiver og kanalisere det over i et par projekter herhjemme. Overvejer blandt andet at male vores grå væg i stuen i en lysere og mere lun farve, så har jeg et par hængepartier på Nolas værelse, ligesom vi har fået et nyt smuk spejl, vi skal finde det helt rigtige sted til herhjemme.
  • Og så vil jeg give mig selv lov til at forårsshoppe lidt. Det har der ikke været noget af i februar, hvor det fulde fokus har været på min garderobeudfordring, men jeg satser på, at de ting, der bliver sorteret fra som udfordringen nu er slut, kan sælges og tjene lidt ind til et shoppebudget. Og ellers vil jeg unde mig selv at spæde lidt til selv. Anerkende at jeg arbejder hårdt, og fejre at det går godt. I lang tid er alt overskud blevet sat til side til bryllupsopsparingen, men der skal også være plads til et lille økonomisk pusterum og at give efter for en fristelse. Fx denne smukke kjole

FREDAGSPOST

Weekend, du er tæt på nu. Bare lige én sølle arbejdsdag imellem os, og så kan jeg overgive mig til dig Og apropos billedet, synke ned i de bløde gemakker derhjemme. Jeg glæder mig, men ikke på den sædvanlige fredagseuforiske måde. Faktisk føler jeg slet ikke, at det er fredag. Det har nemlig været en underlig uge, synes jeg. Sådan lidt rundt-på-gulvet agtigt uden rigtig at vide hvorfor. Jo, min arbejsuge er endt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Snakken om coronavirus fylder rigtig meget i forbindelse med mit job, og selvom jeg ikke er reelt bange for den her på vores breddegrader og med vores beredskab, føler jeg alligevel, at den pludselig kommer tæt på. Den arbejdsrejse jeg skulle have været på det meste af næste uge er netop blevet aflyst på grund af samme. Søvnen de seneste nætter har været urolig og fyldt med usammenhængende og alligevel så tydelige drømme, og jeg har ikke rigtig følt mig tilstede i hverken det ene eller det andet. Derfor skal weekenden blive god. Til at nulstille og zoome ind. Til i det stille at glæde mig over, at jeg pludselig har fået en hel uge herhjemme forærende, hvor jeg ellers troede, at jeg skulle undvære Mads og Nola.

Og på den lidt mere håndfaste måde, skal vi faktisk også en hel masse rare ting i denne weekend.

I eftermiddag, når jeg har hentet Nola, fejrer vi weekendens komme med en tur i børneteater. På et par overskudsbilletter fra min veninde, som desværre ikke selv kunne komme afsted da hendes datter er blevet syg. I aften skal vi indvie den pastamaskine, jeg blandt andet gav Mads i fødselsdagsgave i mandags, og ligeledes tømme den sidste rest fødselsdagsvin. I morgen starter vi dagen med barselsbesøg hos en veninde, og om eftermiddagen går turen til Vordingborg for Mads og jeg, hvor vi skal ned og fejre min kusines 18 års fødselsdag. Søndag er vi nok lidt tunge i hovederne, men jeg ved allerede nu, at jeg ikke lykkes med at sove længe, og derfor vil jeg glæde mig til at sætte kursen retur mod København, få hentet Nola hjem, og nyde resten af dagen sammen med hende og Mads. Altså lige med undtagelse af hendes middagslur, som jeg bruger til endnu et barselsbesøg. Der er babyboom i venindeflokken, og jeg indrømmer gerne, at det får det til at krible lidt i æggestokkene med alle de nuttede børn, mine veninder laver ♥ Udover babynus og fødselsdagsfejring håber jeg i øvrigt også, at jeg kan snige mig til et par afsnit af The Assassination of Giovanni Versace der netop er landet på Netflix. Oh my den er vild. True crime når det er aller bedst. Og foruroligende. Alle jeg har tippet om den har indtil videre været solgt, så kæmpe anbefaling hermed givet videre.

Hvad mon der skal ske i jeres weekend? Netflix og bland selv slik? En festlig februaraften? Noget helt tredje?

BRYLLUPSPLANLÆGNING: EN STATUS

I spørger mig ofte, om jeg ikke vil dele noget mere ud af vores bryllupsplanlægning. Og det vil jeg gerne. Jeg ville bare gerne være så langt i vores planlægning, at de store rammer var på plads, og at vi var godt på vej med alle de små detaljer. Hvilket vi er nu. Faktisk er vi så godt med, at de ting vi mangler, efterhånden godt kan tælles på et par hænder. Det føles godt, og overkommeligt. I hvert fald indtil nu. Der skal helt sikkert nok komme periode med svedige håndflader og en lettere panisk stemning, og derfor nyder jeg bare det overskud der hersker lige nu.

Vi er endt med en bryllupsfest, hvor vi skal stå for alting selv. Ikke at vi skal udføre det hele selv, det har vi valgt at betale os fra, men hvor vi selv skal sammensætte alle de elementer der skal indgå i dagen, og det er altså noget af en bryllups to-do liste at holde overblik over, skulle jeg hilse at sige. Men i indlægget her giver jeg en status på de overordnede punkter på listen, og så glæder jeg mig ellers i den kommende tid til at snakke meget mere bryllup, som vi kommer tættere og tættere på dagen. 19.09.20. Snart bare seks måneder igen ♥

Invitationer

Selve invitationerne til brylluppet har vi (læs: jeg – vi har en klar arbejdsfordeling, og det her punkt står jeg sjovt nok for) ikke helt tjek på endnu. Men det er med fuldt overlæg, for vi har nemlig istedet sendt save the dates ud for at vinde os lidt mere tid til at få tjek på alle detaljerne omkring brylluppet, og derefter kunne sende de rigtige invitationer ud.

Vores save the dates endte jeg med at designe selv i Photoshop med udgangspunkt i to templates, jeg havde fundet på Etsy, og resultatet er blevet præcis, som jeg håbede på. Der er så mange fine udgaver både hos Etsy, optimalprint, og Minted, og det bliver også her, jeg starter jagten, når vi inden længe skal have tjek på selve invitationerne.

Til at sende både save the dates og invitationer har jeg fundet nogle fine naturfarvede kuverter og nogle guldglimmerhjerter, som lige er prikket over i’et for en æstetiker som jeg. Begge dele er fundet hos grafical.

Kirke

Vi skal vies i Garnisonskirken på Sankt Annæ Plads, hvor vi har et virkelig godt indtryk af præsten, og som føles som det helt rigtige sted til at danne rammen for vores ‘ja’.

Mange har spurgt, om vi skal giftes i kirke, eller noget andet, og vi har aldrig været i tvivl om, at det skulle være i kirken. Ikke fordi nogle af os er specielt troende, men jeg synes kirken er sådan et smukt rum, og jeg kan godt lide traditionen og de værdier, der bliver italesat forbundet med den kirkelige vielse. Så det er det rigtige valg for os.

Venue

Efter min guide til 15 steder at holde bryllup i København var I mange der gættede på, hvilket ét af stederne der mon var vores venue. Der var dog ingen der ramte plet, og det var jeg faktisk glad for, eftersom vi bevidst er gået efter et sted, som ikke ret mange kender. Hvilket var en svær øvelse, eftersom de mest oplagte bryllups venues i København også er ret brugte, og således er steder, mange i forvejen har været til et bryllup.

Men det lader ikke til at være tilfældet med vores sted. Vi skal nemlig holde det i Copenhagen Food Space. Et råt lokale i Københavns kødby, bare 700 meter fra hvor vi bor. Vi drømmer om et uformelt bryllup med højt til loft. En afspejlning af den hverdag, vi har på Vesterbro, som vi elsker. Med masser af plads til at danse og hvor rammerne ikke er for klassiske. Alt det får vi i Food Space, og efter at have forbi endnu engang for et par uger siden for at få tjek på bordopstilling, er vi endnu mere sikre på, at det her er det rigtige sted.

Vi har en virkelig fin dialog med stedet, og overvejede også længe at hoppe på den bryllupspakke, de tilbyder. I sidste ende besluttede vi dog kun at gå med ren lokaleleje og derudover stå for at sammensætte en bryllupspakke selv, da vi gerne ville kunne præge alle detaljerne.

Fotograf

Lige det her punkt har vist sig at være meget sværere at komme i mål med, end jeg havde regnet med. Jeg har skrevet til et væld af fotografer, men er endnu ikke lykkedes med at finde en, der har vores dato ledig. Fotostilen vi går efter er á la Storybook Studio, Wedding Stories eller Carolina Segre (ingen af dem er desværre ledige).

Hvis I har nogle gode tips i den retning, så del endelig ♥

Borddækning

Vi kommer til at køre langborde med plankeborde fra Nordbord, og så regner jeg med, at vi booker stolene hos Fyens Serviceudlejning, der er virkelig skarpe på pris.

Til selve borddækningen har vi allieret os med evigt dygtige A Table Story. Dem brugte vi også til Nolas fødselsdag, og jeg har sådan et godt indtryk af dem. Dialogen og servicen fra dem er helt i top, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ender med et fantastisk udtryk, der passer perfekt til de rå rammer.

Også blomsterne til bordene kommer A Table Story til at stå for sammen med deres florist Anne-Katrine. Vi går efter et udtryk med vilde markblomster.

Oppyntning

To-do’en med oppyntning er vi heller ikke helt nået til endnu, men jeg har en nogenlunde klar ide om, hvad der skal ske. Og det gode ved at skulle holde det i et råt lokale i Kødbyen er, at lokalet i sig selv bærer en stemning og en stil. Således er behovet for at pynte op slet ikke så stort, som jeg først havde regnet med.

Udover at gøre et stort nummer ud af et dække nogle lækre borde er planen derfor at holde det øvrige pynt rimelig simpelt, og istedet efterlade plads til, at rummet i sig selv kan træde karakter. Men når det er sagt, glæder jeg mig selvfølgelig til at nørde bryllupspynt, og især den del, skal I helt sikkert nok komme til at høre mere om.

Mad

Vi har allieret os med kok Nikolaj Skadborg, som vi har hørt godt om fra en veninde, til at stå for maden. Vi har valgt en family style servering, som passer godt til de uformelle rammer og langbordsmiddagen. Snacks der bliver serveret inden selve middagen, tre lækre serveringer og til sidst petit four.

Bryllupskage skal vi også have, men ikke i den klassiske forstand, da hverken Mads eller jeg er til den klassiske bryllupskage. Istedet er vi i dialog med Birkemosegaard Køkken, som laver nogle smukke og simple sommerkager. Planen er, at kagen skal serveres efter vielsen, men vi mangler lige at få en detalje omkring noget praktik efter kirken og inden fest på plads, inden jeg føler mig helt sikker på den del.

Drikke

Endnu et punkt, vi ikke er helt i mål med, men som vi skal have tjek på snarest. Drikkevarerne. Fra champagnen til bryllupskagen, vin til maden, og de efterfølgende drinks. Vi har droppet bartendere for at spare lidt i budgettet, og er enige om at gå med en løsning med færdigblandede cocktails. Vi skal bare lige lande på den endelige model.

Musik

Vi har prioriteret at have et liveband til at stå for musikken. Klart en dyrere løsning end at gå med en dj, men vi synes også bare at et band kan noget helt særligt i forhold til at samle et dansegulv. Vi har valgt et band, der også spillede til nogle venners bryllup sidste år, og de var så mega gode. Glæder mig vildt til de skal spille op til vores fest også.

Bandet skal spille fra brudevalsen og indtil klokken cirka 04, og derefter har vi forberedt en playliste vi selv kan spille fra et anlæg til de potentielt sidste timer.

Kjole og jakkesæt

Min kjole har jeg, som I måske husker, allerede fundet, og for hver gang jeg ser billeder af den, glæder jeg mig bare mere og mere til at skulle have lige præcis dén på. Jeg fandt den til min anden prøvning hos VintageGirl, som jeg kun på det varmeste kan anbefale at man kigger hos, er man på brudekjolejagt. Et smukt udvalg af både secondhand og nye kjoler, og i prisklasser hvor langt de fleste kan være med. Og bare lige for en god ordens skyld, så er det selvfølgelig ikke kjolen på billederne her som er KJOLEN. Den holder jeg mig privat indtil på dagen.

Det næste jeg skal have tjek på er mine brudesko, og om det bliver nødvendigt med en lille taske og noget at have udover kjolen, hvis vejret er til den kølige side, når vi skal fragtes fra a til b. Tasken håber jeg lidt at kunne undgå, fordi det blot er flere penge i et i forvejen presset bryllupsbudget, men en jakke eller lignende tænker jeg kan være givet godt ud, nu vi trods alt er i midt september.

Mads har endnu ikke købt jakkesæt – eller smoking. Han har nemlig ikke helt besluttet, om han skal det ene eller det andet. Han ved dog, at han gerne vil købe det hos Troelstrup, som han er rigtig glad for at komme hos os. Var han ikke endt der, ville han nok have kigget hos Mond of Copenhagen, der laver skræddersyede jakkesæt, som er til at betale. Og som det i øvrigt er to virkelige dygtige herrer, som jeg har går i folkeskole med, der står bag.

Hår og makeup

Jeg vil gerne have hjælp til mit hår og makeup på dagen, fordi jeg ikke selv er særligt god til det, og gerne vil føle mig ekstra særlig på vores bryllupsdag. Jeg har været i snak med en stylist, men hvor kemien ikke helt var der, så jeg er stadig på udkig efter det rigtige match. Så hvis I har nogle gode ideer, må I endelig gerne tippe mig.

Vielsesringe

Ringene har vi også tjek på, og fik det faktisk samme dag, som jeg købte min kjole. Det er dygtige Sarah Winther, der skal stå for at lave vores ringe, og jeg er vild med hendes rå og lidt kantede stil. Min ring kommer til at have noget mere kant end den til Mads, hvor han er til det mere simple udtryk. Sarah kommer dog til at lave børstningen på ringene, så der er alligevel bliver en tydelig rød tråd imellem de to.

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå med en helt simpel ring eller en med sten, og er i sidste ende endt med at gå med en med sten. Jeg satser selvfølgelig på, at jeg kun får én vielsesring, og den skal følge mig resten af livet, så jeg ville gerne gøre lidt ekstra ud af den.

Jeg er ikke til de klassiske alliance vielsesringe, så har hele tiden vidst, at vi gerne ville have lavet vores af en mindre juveler, og her kan jeg altså kun anbefale at starte sin jagt på instagram, hvor man ved at kigge på de relevante hashtags, nemt støver nogle af de mindre og mere unikke steder op.

Budget

Jeg kommer ikke til at dele vores eksakte budget, men jeg kan sige så meget, at vi ikke kommer til at holde det. Faktisk ikke i nærheden af. Av. Det har i den grad overrasket os, hvor dyrt alting er, når man gerne vil sætte sit eget præg på brylluppet, og vores ide om at spare i budgettet ved at stå for det hele selv, kommer ikke til at holde stik. Der er så vanvittigt mange tilvalg at tage stilling til, og selvom vi ikke skal holde et mægtigt slotsbryllup, har vi heller ikke lyst til at gå ned på kvalitet og detaljer, og vi har derfor kigget hinanden dybt i øjnene og givet håndslag på, at nu går vi hele vejen, og så må vores livs fest koste hvad den koste vil. Sådan næsten da.

Til gengæld kommer vi ikke til at prioritere dyre ferier i år, og vi sparer alle steder, hvor vi kan få, for at få budgettet til at hænge sammen. Vi har inviteret 81 gæster, så hverken et kæmpestort eller et lille bryllup, men til gengæld med alle de venner og dele af familien, vi har haft lyst til at have med. Vi har ikke haft lyst at sortere fra, så det har vi ikke gjort, og er derfor nået et højere antal gæster, end vi først havde regnet med, men til gengæld glæder vi os så meget til at dele vores dag og aften med lige netop dem her.

STATUS PÅ GARDEROBEUDFORDRING: UGE 5

Endnu en uge i garderobeudfordringens tegn er gået, og jeg er nu officielt er gået ind i min sidste uge af udfordringen. Og jeg begynder at glæde mig til at være færdig. Især til igen at have frit lejde i min garderobe, men også til at arbejde videre med de erfaringer jeg har gjort mig undervejs. Dem skal jeg nok kloge mig lidt mere på, som jeg giver en sjette og sidste status i næste uge.

Først gælder det nemlig en opsamling på udfordringens femte uge. En uge der er fortsat lidt i samme spor som ugen før. Med begyndende mismod, eller metaltræthed om man vil, over for præmisserne for min udfordring, når jeg efterhånden kun står tilbage med alt det tøj, som jeg jo ikke har haft lyst til at have på over de sidste seks uger. Hvorfor så nu? I kontrast hertil står, at jeg faktisk også i løbet af den seneste uge har fundet en fornyet glæde ved tøj, som jeg ellers for længst havde dømt ude fra garderoben. Den lyse sommerkjole, der pludselig er helt perfekt med chunky strik over. Den ældgamle sommertop der med et rammer tidens trend med iøjenfaldende krave. Og de aha-oplevelser giver fornyet mod på de sidste dage, og gør i virkeligheden at hele den her øvelse giver ekstra god mening. At der kan være en grund til at holde fast i – hvis ikke alle så i hvert fald nogle – af de gamle favoritter fra garderoben, selv når tiden for en stund lader til at være løbet fra dem. Pludselig kan de nemlig føles helt rigtige igen, som jeg har oplevet det her i løbet af de seneste uger, hvor jeg er gået på opdagelse i de hjørner af min garderobe, som jeg ellers sjældent kommer omkring.

Skal vi forholde os til de hårde tal – og det skal vi – så er konklusionen efter uge 4, at jeg har fået vendt yderligere fem bøjler. Tallet burde jo egentlig være 7, men på vores weekend getaway til Helenekilde trængte jeg til at føle mig ubesværet i mit tøj, så der gav jeg mig selv en fribillet til at tage lige det tøj jeg havde lyst til, og det blev derfor til to sæt bestående af tøj, der allerede har været på i løbet af de seneste uger. Således er jeg nu oppe på 40 vendte bøjler, det vil sige 60% af mit tøj, og der hænger 27 omvendte tilbage. Jeg har, som jeg rationaliserede mig frem til i sidste uge, fået samlet de omvendte bøjler, så de hænger i flok. Og det er altså efterhånden en sølle broget flok, der hænger tilbage. Shorts, festkjoler, som ikke går til hverdag, og overtøj, der ikke er i sæson. Jeg føler ikke rigtig for noget af det, og skal virkelig tænke kreativt de næste dage for at ende ud i tøj, jeg føler mig tilpas i. Så vi må se, om jeg når fuldt i  mål med den sidste uge ….

KALENDERKIG #15

Så ruller hverdagsrytmen igen, og den sidste uge i februar står for døren. Snart gælder det forhåbentlig for alvor marts ♥
Jeg har en uge foran mig uden det helt store væsen, altså lige med undtagelse af i dag, hvor Mads har fødselsdag, og han selvfølgelig skal forkæles med alt hvad seler og livrem kan trække. Så det vil sige pasta. I rigelige mængder. Men ellers har hverken han eller jeg faktisk de store planer i løbet af ugen, hvilket passer mig glimrende. Næste uge bliver nemlig alt andet end hverdag, så jeg er glad for at have lidt i banken. Men mere om det på et andet tidspunkt.

Først, denne uges kalenderkig.

UGE 9

MANDAG

Fødselsdagsmandag! Mads er blevet vækket med skønsang og flag, og vi nåede et hyggeligt morgenbord, inden Nola blev sendt afsted i vuggestuen, og jeg fandt vejen ind til kontoret. Det er nemlig mig der skal hente, så det er med at komme ind og få noget fra hænderne. I aften skal vi som sagt hygge med pasta. Stenbiderrogn til forret efterfulgt af cacio é pepe og i dagens anledning et stort stykke kage.

TIRSDAG

Sådan en dag der mest af alt skal gå med arbejde. En fuld dag på kontoret, da Mads henter, og blogarbejde om aftenen. Og så skal vi se Kender Du Typen. En tirsdagstradition vi elsker.

ONSDAG

Starter jeg arbejdsdagen hjemmefra, da jeg har en tandlægetid klokken 10. Derefter ind på kontoret og arbejde igennem i tre-fire timer, inden det er tid at hente Nola. Mads skal ud med hans arbejde om aftenen, så jeg er alene hjemme med Nola, og har ligesom tirsdag en ambition om at få lidt arbejde fra hånden, når hun er puttet.

TORSDAG

En dag stort set magen til tirsdag. Jeg sagde jo at den her uge var virkelig meget hverdag. Eneste udskiftning i opstillingen er, at det er farmor og farfar, der henter Nola, så bagkanten på job er mere fleksibel, og jeg satser lidt på at nå et hurtigt træningspas, inden jeg sætter kursen hjem.

FREDAG

Har vi lige nu ikke noget på programmet andet end arbejde og fredagshygge i vores trekløver, men jeg drømmer om at finde på et eller andet, der lige kan bryde rækken af ens hverdage op. Vi må se, hvad det ender med. Måske ingenting, for når jeg langt om længe når fredag, plejer det at være præcis hvad jeg har lyst til. Ingenting. Så længe det er sammen med Mads og Nola.

LØRDAG

Starter vi morgenen med barselsvisit hos min mødregruppeveninde, der netop har føjet en lillebror til flokken af små venner. Derefter hjem og lørdagshygge uden meget på tapetet. Om eftermiddagen er det nemlig tid at aflevere Nola og farmor og farfar, mens vi selv fortsætter kursen videre mod Vordingborg, hvor min yngste kusine holder 18 års fødselsdag for familie og venner.

SØNDAG

Vi er blevet og sove hos mine forældre, men kender jeg os ret, lykkes det hverken Mads eller jeg at sove synderligt længe, fødselsdagen igår til trods, men så passer det til gengæld med at vi rimelig tidligt kan hente Nola, og bruge resten af dagen på at nusse om hende. Og måske spise et par snaskede tømmermændsburgere, mens Nola sover middagslur.