I søndags læste jeg en artikel i Berlingske om, hvordan konkurrencestaten gør os depressive. At vi har udviklet et præstationssamfund, hvor gode præstationer er blevet idealet for det gode liv, hvilket opfostrer en konstant jagt på at gøre tingene større, bedre og hurtigere, for at kunne betragte os selv som lykkelige. En evig kamp for at leve op til vores egne og omgivelsernes forventninger. Og kun sjældent en kamp vi formår at følge med i.
Artiklen gav stof til eftertanke og ramte noget inde i mig. Noget jeg ikke altid er god til selv at sætte ord på, men som jeg har med i min bagage hver dag.
For de af jer, som har læst med længe, husker I måske nok, hvordan jeg tidligere selv måtte se mig slået omkuld af mine egne høje forventninger til, hvad og i hvilken grad jeg skulle præstere for at have det “gode” liv. Næsten to er gået siden dengang og selvom det med at sige fra, stadig er noget, jeg øver mig på, lærte jeg alligevel noget af det. Og de fravalg, jeg dengang blev tvunget til at gøre mig, viste sig jo ganske rigtigt ikke at have den store betydning for min egen lykkefølelse, selvom jeg på det tidspunkt gruede over at skulle sige “nej” frem for “ja”. Jeg har færdiggjort min kandidat, nærmest uden forsinkelser og med bedst tænkelige resultat, jeg har fået mit drømmejob, jeg er sund og rask, det samme er de mennesker, der betyder alverden for mig, bloggen nærmer sig sit 5. år og jeg glæder mig stadig over at have dette lille univers som aflad for min kreativitet og tankestrøm, jeg har mulighed for at rejse ud og opleve verden – og gør det ved enhver given lejlighed. Alle de ting er blevet til virkelighed, selvom jeg blev nødt til at sige fra og indse, at jeg ikke kunne alt det, jeg ellers troede jeg skulle. Således tror jeg fuldt og fast på, at vi ikke nødvendigvis bliver lykkeligere af at præstere til perfektion. Lykken ligger i mere og andet end det. Det skal jeg bare lige minde mig selv om engang imellem. Især i de øjeblikke hvor jeg kan bilde mig selv ind, at alting er bedre, hvis jeg lige får købt dét og dét til lejligheden eller garderoben, kommer dén ekstra gang afsted til træning, arbejder dét mere osv.
Jeg kan nemlig stadig være slem til at slå mig selv i hovedet, med alt det jeg burde – en børhed som måske er et produkt af vores præstationssamfund – men som jeg ikke får gjort. Det er jeg garanteret ikke ene om? Artiklen i Berlingske var således for mig en god reminder om, at hvad der egentlig er vigtigt, er at tage mig godt af mig selv, og ikke så meget af, hvad jeg burde. Forhåbentlig indlægget her kan minde nogle af jer derude om det samme. Tager vi os godt af os selv, har livets muligheder og udfordringer det også med at være mere overkommelige.