Efter mit vand er gået, får jeg kontakt til fødegangen på Hvidovre Hospital. Fordi vi få dage forinden har været igennem et vendingsforsøg, vil de gerne se os til et tjek med det samme for at sikre sig, at vores datter stadig står med hovedet på bækkenet, og er klar til den forestående fødsel. Vi tager en taxa hjem fra Fisketorvet – føles ligesom ikke rigtig for at cykle afsted med vandafgang, selvom det er en tur på bare 5 minutter. Hjemme i lejligheden får vi pakket vores hospitalstasker færdig, og sætter os i en taxa med kurs mod fødegangen.

På Hvidovre bliver vi taget imod af den rareste jordemoder, som hurtigt får mig gelejdet op på en briks og gør klar til at undersøge mig. Det viser sig, at de seneste dages plukkeveer efter vendingsforsøget har været arbejdsomme. Min livmoderhals er væk, og jeg er allerede 2 centimer åben.  Det er de færreste fødsler, der starter med spontan vandafgang, da de fleste i stedet oplever veer som det første. Dem har jeg dog ikke skyggen af, og uden dem, ingen fødsel, selvom vandet er gået.  Vi bliver derfor sendt hjem igen med instruktion om at få slappet af og fyldt noget energi på til en formentlig lang fødsel, som jordemoder så opløftende siger det. Vi skal herefter komme tilbage til endnu et tjek klokken 21 samme aften for at se, hvordan det går med veerne, og ellers snakke om muligheden for et ve-stimulerende drop, da man på grund af infektionsrisikoen efter spontan vandafgang skal være i aktiv fødsel senest 18 timer efter vandet er gået, når man føder på Hvidovre.

Både Mads og jeg er lidt lettede over at få lov at komme hjem i egne rare omgivelser, og vi får linet os op med madrasser og dyner i stuen, bland selv slik og Netflix til ventetiden. Det er sådan en skør følelse at ligge der helt søndagshyggeagtigt og bare vente på, at veerne forhåbentlig ville komme af sig selv. Jeg vil gerne undgå at blive sat i gang medicinsk, da chancen for, at det bliver nødvendigt med yderligere medicinsk indblanding også senere i fødslen er væsentligt forøget på den måde.

Det lykkedes Mads at tage en god eftermiddagslur, men jeg er selvfølgelig alt for spændt til at finde nogen form for ro. Med klokken 21-bagkanten tikkende over hovedet, vil jeg bare gerne have gang i de veer … Mads nusser mig det bedste han har lært for at få frigivet et hormon der hedder oxytocin – også kaldet ”love hormone” – der er kroppens naturlige stof til at stimulere den forestående fødsel. Selvom Mads virkelig er eminent til at nusse, så sker der dog ikke det store på ve-fronten, andet end en lidt murrende fornemmelse i underlivet. Klokken bliver 20:30, og vi hanker igen op i hospitalstaskerne og sætter kurs mod Hvidovre.

En ny jordemoder tager imod os, og vi gør klar til at blive undersøgt. Desværre har jeg ikke åbnet mig yderligere end de 2 centimeter, som det også var tilfældet om formiddagen. Øv! Næste skridt vil være igangsættelse, men på grund af travlhed på fødegangen, er der ikke en jordemoder til at starte det ve-stimulerende drop op og vi bliver i stedet sendt hjem med en antibiotika-kur, som jeg skal starte op på klokken 04:40, som er 18 timer efter min vandafgang. Herefter skal vi møde ind på Hvidovre næste formiddag, hvor man forventer at have hænder til at starte en igangsættelse op. Vi pakker vores sager sammen igen, og tager hjem med Vesterbro, sammen med et stort håb om at natten vil bringe veer med sig. Den murrende fornemmelse i maven er taget lidt til, men stadig ikke noget der føles som egentlige veer.

Vi går hjem og i seng, og håber på en god nats søvn, nu det tegner til at blive en lang fødsel ….

I dagene efter vendingsforsøget tager mine plukkeveer til. Jeg tænker ikke så meget over det, da jeg har vænnet mig til en del daglige plukkeveer over de seneste måneder, og jeg bliver enig med mig selv om, at jeg nok også bare skal vende mig til, at baby nu ligger på en anden måde, end jeg har været vant til. Nye områder af maven for hende at udforske med ben og arme.

Der falder langt om længe lidt ro på barselsboblen, og Mads og jeg gør os umage for at nyde vores tosomhed. Jeg får godt gang i min barsels to-do og vi begynder så småt at føle os sådan for alvor klar til vores nye liv som forældre, selvom der stadig er mere end to uger til termin. 

Tirsdag morgen er jeg godt i gang med to-do’en. Der skal bages pølsehorn til fryseren, købes nogle praktiske ting ind til børneværelset, som min far skal komme ind og hjælpe med fredag, og senere på dagen har jeg et par aftaler med nogle veninder. Da de åbner på Fisketorvet sætter jeg kursen herover for lige at nå i Søstrene Grene, Silvan og Føtex efter smør til pølsehornene.

Da jeg er på vej i Silvan begynder der pludselig at sive varmt vand ned af mit ben. Jeg når ikke rigtig at registrere, hvad der sker, før jeg tager et skridt mere, og plask … vandet går. Jeg står vitterligt i en sø af fostervand med svuppende sko og en drivvåd kjole. Shit. Jeg er slet, slet ikke forberedt, og når et kort sekund at gå en lille smule i panik, inden jeg begynder – med en ret beklemt mine – at bevæge mig ned mod kundetoilettet. Jeg ved ikke, om de mennesker, der kommer imod mig godt kan se, hvad der er sket, men jeg føler mig i hvert fald ret meget til skue, som jeg svupper mig afsted igennem Fisketorvet. Jeg finder et toilet, og forsøger at få fat på Mads for at fortælle ham om situationen. Han er ude at cykle med hans far, men burde være hjemme nu. Jeg kan dog ikke få fat på ham, og ringer lidt febrilsk til min svigerfar for at høre, om han stadig er sammen med Mads. Det er han ikke, og jeg kan stadig ikke få fat på ham.

Endelig kommer jeg igennem til ham, og jeg får hurtigt sat ham ind i situationen. Mit vand er gået, og jeg vil meget gerne have ham hen på Fisketorvet med en tør kjole. Med vandet fortsat sivende ud af mig, får jeg bevæget mig ned mod en bænk, hvor jeg ringer til fødegangen, mens jeg venter på, Mads skal komme.

Herefter forsvinder den panik, jeg oplevede lige da det går op for mig, at vandet er gået, og det bliver erstattet af en uventet indre ro. Det er nu. Vi skal fejre fødselsdag for vores lille pige lige om lidt ….

Læs første kapitel i min fødselsberetning her

Hej venner, glædelig søndag!

Jeg er så småt klar til at vende tilbage til bloggen, og glæder mig til at opdatere i det omfang livet med baby Nola tillader det. Det bliver helt sikkert ikke så regelmæssigt, som det var før, men det ved jeg, at I nok skal have forståelse for. I første omgang er jeg glad for at kunne dele min fødselsberetning, som jeg har glædet mig til at berette om. Selv inden jeg blev gravid var jeg en sucker for den slags beretninger, og jeg håber derfor ikke, at den rammer helt skævt herinde blandt jer, selvom det selvfølgelig ikke er alle hvor baby beretninger er lige aktuelle.

Min fødselsberetning er delt op i fire afsnit, da det ellers vil blive for langt et indlæg at komme igennem. I dag og de næste tre dage vil jeg udgive et nyt kapitel. Håber I vil tage godt imod ♥

***

Efter en på stort set alle parametre nem graviditet, er det alligevel med en vis lettelse, at jeg den 5. juli går på barsel. Jeg glæder mig, og min krop er klar efter en del uger med mange plukkeveer. Jeg gør mig en masse forestillinger om alle de hyggelige ting, jeg vil bruge min barsel på, indtil vores datter melder sin ankomst. Graviditetsmassage, en tur hos frisøren, god tid til at få klaret de sidste ting på barsels to-do’en, få gjort børneværelset færdigt osv. Første punkt på barsels agendaen er et besøg hos jordemoder, hvor vi forhåbentlig skal have bekræftet, at baby har lagt sig klar med hovedet nedad, og dermed er klar til, at jeg kan gå i fødsel.

Jordemoderbesøget efterlader os dog nedslåede, eftersom baby ligger med fødderne nedad (det man kalder underkropsstilling), og vi skal derfor igennem vendingsforsøg allerede i den kommende uge. Vi bliver tilbudt at komme med i et forsøgsprojekt på Hvidovre Hospital, hvor man undersøger, om brugen af rebozo massage kan have en positiv effekt på antallet af succesfulde vendingsforsøg. Jeg har glædet mig vildt meget til fødslen, og har selvfølgelig forestillet mig den som en vaginal fødsel, og ikke et kejsersnit, hvilket for de fleste er alternativet, hvis baby ikke ligger rigtigt.  Derfor tøver vi heller ikke med at takke ja til muligheden for at komme med i rebozo projektet, da vi gerne vil gøre alt, hvad vi kan, for at vendingen lykkes.

Mandag morgen møder vi op på Hvidovre Hospital, hvor vi bliver introduceret til rebozo øvelserne, får at vide, at vi skal lave dem indtil torsdag, hvor vi får tid til vendingsforsøg, og bliver derefter sendt hjem for at komme i gang med projektet. Det er 5 øvelser, som til sammen varer 45 minutter, og som skal gentages tre gange om dagen. Jeg har allerede stiftet lidt bekendtskab med rebozo til min fødselsforberedelse hos HéLT, så jeg tænker, at jeg har en meget god ide om, hvad der venter mig. Rebozo projektet på Hvidovre er dog langt fra den afslappende teknik, som vi har øvet til fødselsforberedelsen, og det bliver ret hurtigt en mental kamp for mig at komme igennem øvelserne. De er så ubehagelige, og jeg er helt ulykkelig efter hver sekvens, vi har gennemført. Det føles på mange måder som et overgreb på min krop, og det er nedslidende at tænke på, at jeg skal bruge over 2 timer hver dag de næste tre dage på at lave øvelserne, som jeg på ingen måde føler, gør noget godt for mig.

Tirsdag aften tager jeg derfor en beslutning om ikke at fortsætte med øvelserne. Det er så svært at nå dertil, fordi jeg gerne vil føle, at vi har gjort alt for at vendingen skal lykkes, men i sidste ende minder jeg mig selv om, at det jo kun er et forskningsprojekt, og der er dermed ingen garantier for en positiv effekt. Jeg kan mærke på min krop, at den har brug for et andet fokus, og jeg føler, at der nok er større chance for, at vendingen vil lykkes, hvis ikke min krop har været stresset, og jeg ked af det, i dagene op til vendingen.

Det bliver torsdag morgen, og vi møder forventningsfulde op på Hvidovre Hospital til vores vendingsforsøg. Jeg er ikke bange eller utryg, bare mere spændt på forløbet – og udfaldet. Selve vendingsforsøget har jeg skrevet om i indlægget her, så det vil jeg ikke gå igennem igen, men lang historie kort, så lykkes vendingen i femte forsøg, og det er med et lettet hjerte, at jeg nu endelig føler, at min barsel rigtig skal til at begynde. Baby ligger rigtigt, og hun skal nu bare bruge de kommende uger op til terminen til at vokse sig stor og stærk, da hun på nuværende tidspunk stadig bare er en lille fis skønnet til 2800 gram. 

Læs andet kapitel i min fødselsberetning her

Jeg nyder stadig et par dage offline i fuld gang med at lære baby Nola og hendes grynt at kende, men for at der ikke bliver helt stille herinde, har jeg fået lov at reposte et interview, fine Thit Lund har lavet med mig, hvor jeg deler nogle af mine tanker om mit instagram univers. Thit er en fellow influent, som jeg nyder at læse med hos, fordi hendes blog emmer af eftertænksomhed og rare skriverier, som ofte giver mig et nyt perspektiv på tingene. Derfor vidste jeg også, at jeg ville være i gode hænder, da Thit spurgte, om ikke jeg ville deltage i hendes føljeton “Mød en Instagrammer“, og I kan se resultatet på Thits blog her og desuden gengivet nedenfor. 

Velkommen til. Vil du ikke starte med at præsentere dig selv? 
Mit borgerlige navn er Line Schjelde Andersen, men de færreste kender mig efterhånden som Andersen, da jeg de seneste mange år kun har brugt Schjelde. Jeg er 29 år gammel, og runder de 30 år til september. Jeg bor på Vesterbro med min kæreste Mads, i en lejlighed som er evigt under forandring takket være mit store behov for at skabe nyt. Jeg er uddannet fra Copenhagen Business School, hvor jeg har en bachelor i Interkulturel Markedskommunikation og en kandidat i Virksomhedskommunikation med speciale i forandringsledelse. Siden jeg blev færdiguddannet i 2015 har jeg arbejdet som nordisk PR Manager hos rejsesøgemaskinen momondo, hvor jeg dog netop er gået på barsel, da vi om ganske få uger kan byde velkommen til vores lille datter. (I mellemtiden er vores baby Nola kommet til verden 15 dage før tid).

Hvordan startede du med at instagramme?
Jeg startede med at instagramme som en naturlig forlængelse af mit online blogunivers merimeri.dk, hvor jeg har blogget siden 2012. Instagram giver mig en god mulighed for at dele flere umiddelbare glimt fra min hverdag og en hurtigere interaktion med mine følgere, som er en af de ting, jeg virkelig holder meget af.

Hvor lang tid bruger du på at tage billeder?
Det varierer meget, hvor lang tid jeg bruger på at tage billeder. Outfitbilleder tager typisk 5-10 minutter, før de helt rigtige er i kassen, mens indretnings- og madbilleder, som jeg også er stor fan af, er hurtigere at tage, og her bruger jeg typisk bare et par minutter. Til gengæld tager redigeringsarbejdet lidt mere tid for at få gjort billedkvaliteten så god som mulig.

Hvilke redigeringsprogrammer bruger du?
Jeg er trofast bruger af Snapseed, VSCO og Unfold.

Hvordan har du fået opbygget så mange følgere?
Her har jeg desværre ikke en mirakelopskrift, da min følgerskare blot stille og roligt er vokset over tid. Jeg tror dog det handler om, at have et instagram-univers, hvor følgerne ret hurtigt kan afkode, hvad det er for type indhold, der karakteriserer profilen her, og så sørge for, at der er holdt en stilistisk rød tråd i det visuelle. Derudover oplever jeg, at det kan gøre en stor forskel at bruge relevante hashtags, som også er en god måde til, at nye profiler kan få øjnene op for dig.

Hvad er et godt billede/feed for dig?
Et billede og feed med personlighed – hvor man kan mærke en lille flig af fotografen bag. Instagram bliver ofte kritiseret for at være for opstillet, men for mig kan det sagtens inspirere alligevel, så længe jeg stadig kan mærke personligheden i det og at man har gjort sig umage med at formidle en særlig stemning eller motiv. Derudover synes jeg igen at det gør en stor forskel, hvis der er en tydelig visuel sammenhæng i feedet.

Hvilke Instagrammere ville du gerne selv læse mere om?
Der er så mange inspirerende Instagrammere, som jeg ville elske at lære lidt mere om, men hvis jeg skal vælge et par stykker, så fx:

– @stonemuse

– @idestrup

– @fredesblog

Der har været stille herinde den seneste tid, og det bliver der også i den kommende. Sagen er nemlig, at vores lille datter er her. Onsdag den 18.07.2018 klokken 11.55 kom vores lille kærlighedsklump til verden efter en på alle måder fantastisk fødsel. 49cm lang, 2932 gram og fuldstændig perfekt. Vi er overvældede, trætte, usikre, men også lykkelige som aldrig før, og kærlighed har i den grad fået en helt ny betydning, selvom det lyder som den vildeste kliche. Nola Schjelde Wilhelmsen, vi kunne ikke have ønsket os andre end dig, og vi er så hamrende taknemmelige over, at det var hos lige præcis os du landede. 15 dage før termin, og alligevel ikke et sekund for tidligt til at tage os med storm. 

Den kommende tid bruger vi på at finde os til rette i vores nye treenighed, til at lære hinanden at kende og til at stirre os fortabte i vores datters drømmende dybblå øjne. Bloggen skal nok komme stærkt igen, og jeg glæder mig blandt andet til at dele min fødselsberetning. Lige nu er der dog noget vigtigere at tage sig til; nærværet af et lille nyt liv ♥

Rigtig glædelig søndag!