FREDAGSPOST

Jeg trænger så koloenormt meget til weekend. Ikke at jeg ikke føler det sådan op til hver weekend, men i dag føler jeg den ekstra meget. Ugen her har været strid, og jeg har været i et frygteligt humør. Alt det overskud, sidste uge var fuld af, har været forsvundet som dug for sol i denne, og har efterladt mig pirrelig og vrissen. Mads og jeg har haft aftaler forskudt af hinanden, og har således kun set hinanden tirsdag, hvilket nok har pustet lidt til mit manglende overskud. Og desværre også til det dårlige humør, jeg har budt Mads. Jeg har bestemt ikke været den bedste udgave af mig selv på hjemmefronten, og det overskud jeg har kunne mønstre, er blevet brugt på Nola, mens alt andet har flydt. Så ja, weekenden er tiltrængt. Og vi skal tanke op. På nærvær, afslapning, familietid, og, især vigtigt, kærestetid og tosomhed.

Egentlig har vi snakket om både sommerhuskig, et malerprojekt og vennebesøg i morgen, men lige nu har jeg mest af alt lyst til at udskyde det hele, og istedet bare have tid at være sammen uden noget på programmet. Så nu må vi se, hvordan dagen lander. Søndag skal vi til en familiefrokost, og jeg skal have forberedt indhold til bloggen. Og ind imellem der drømmer jeg om små åndehuller med en god bog (ja, jeg er stadig igang med Et lille liv, jeg nu læser i på 2. måned) og måske ovenikøbet i solen, som jeg ikke har set meget til i denne uge. Weekend, jeg er klar til dig, og jeg har store forventninger til, at du skal hjælpe mig tilbage i godt humør. Det plejer du at være god til!

Som sædvanlig har jeg også samlet en håndfuld tips til, hvad weekenden kan bruges på, hvis ikke du som mig overvejer at aflyse alle planer.

  • Gå ombord i Netflix serien Working moms. Jeg startede på den i går aftes, og endte med at sluge de første seks episoder, og ærgre mig lidt over, at jeg ikke har opdaget den noget før. Godt tv, perfekt til et træt mor-hoved, jeg siger det bare.
  • Er din lille ved at vokse ud af garderoben? Så giver H&M 20% på alt børnetøj til og med på søndag med på koden 9238. Jeg har netop klikket denne kjole, disse overalls i fløjl og det her sæt hjem.
  • I samme boldgade kan jeg også tippe om, at yndlings böf shop, der har de fineste sager til børn, holder lagersalg i deres showroom i dag fra 10-17. Adressen er Ny Carlsberg Vej 17.
  • Og hey, Mø spiller i Tivoli aften.
  •  Absalon bliver i morgen lørdag omdannet til et sandt planteparadis, når Plantemarkedet igen lægger vejen forbi. Det er fra 10-16 og foregår både indenfor og på Boulevarden ude foran.

BRYLLUP I BYEN: 15 STEDER AT HOLDE BRYLLUP I KØBENHAVN

Mon der er andre end mig, der lige nu bruger en god rum tid på at lægge bryllupsplaner? Jeg ville elske, hvis det var tilfældet, for der findes da ikke noget mere fantastisk end at gå at brygge på sit livs kærlighedsfest. Og mens formålet med festen i sig selv, plejer at være en glimrende garant for, at det bliver en uforglemmelig dag og aften, så kan rammerne for festen altså også være med til hjælpe drømmefesten godt på vej. Og vi har langt om længe rammerne for vores bryllup på plads. Efter at have set hvad der føles som halvdelen af Københavns bryllupslokationer. Det har været meget sværere, end jeg regnede med, at få venuet på plads, fordi mulighederne er så mange. Selv bare hvis man som også har besluttet sig for et bryllup i byen. Men nu har vi fundet STEDET. Og jeg har sommerfugle i maven over den fest, vi kommer til at holde der.

Jeg venter lidt med at dele stedet endnu, men til gengæld har jeg samlet en stor guide til virkelig seje steder at holde sit bryllup i København. Alle steder vi har haft med i overvejelserne – og det venue vi har valgt, er også med på listen. Tease! Så kan I jo se, om I kan gætte det. Glæder mig til at dele endnu flere bryllupstanker og planlægning med jer, og i mellemtiden håber jeg, at andre bride-to-be’s kan finde inspiration i min guide til at holde bryllup i København ♥

II Billede fra Paradehuset via Pinterest II

Paradehuset, Frederiksberg Have

Et smukt drivhus-agtigt lokale i Frederiksberg Have. Intimt og hyggeligt, og med de fineste kulisser i form af den grønne have til at omkranse lokalet. Det er et populært sted at holde bryllup, og med god grund. Holder man festen dér, står Mielcke & Hurtigkarl for maden, og den laver de så vanvittigt godt, at der ikke er fare for at dine gæster glemmer den mad de fik til dit bryllup lige foreløbig. Mine tænder løber stadig i vand over den menu vi fik serveret til brylluppet i Paradehuset sidste år.

Se mere om Paradehuset her.

Pakhus Bryggen

Et gammelt FDB-lagerlokale i en kælder centralt på Islands Brygge er i dag omdannet til et rustikt og cool venue, der ligeledes er populært til byens bryllupper. Med åbent køkken, plankeborde, pæne klassiske stole fra Engelbrechts (hvis nu der er andre end mig der også går op, hvordan stolene ser ud, ahem) og en gennemført rå stil. Som et ekstra plus hører der en hyggelig gårdhave til venuet, hvor det fineste loungeområde stables på benene, når der er fest.

Pakhus Bryggen drives i øvrigt af Humanic gruppen, der har flere seje venues rundt omkring i byen, og derfor er knivskarpe til at sætte en fantastisk fest sammen.

Læs mere om Pakhus Bryggen her.

II Billede  via Pladeværkstedet II

Pladeværkstedet

Vel nok et af Refshaleøens mest populære festlokaler; det nedlagte pladeværksted, der i dag danner rammerne for nogle rå og uformelle lokaler, der er i flittig brug til bryllupper. Mulighederne er nærmest uendelige derude, men man skal være obs på, at det kræver en del koordinering, da man vil skulle stå for det hele selv.

Besøg Pladeværkstedet her.

Tribeca Next Door

I nordvest ligger den efterhånden ikoniske restaurant Tribeca NV, der byder på New Yorker stemning og italiensk gastronomi. What’s not to like? I forbindelse med restauranten ligger stedets selskabslokale Tribeca Next Door, der forener den rå New Yorker vibe med uformelle lokaler og lækker mad i højsæde. Jeg har hørt fra flere, der har været til fantastiske fester dér, og så kan det være en klar fordel at holde festen i samarbejde med en restaurant, hvor man ved, at der er 100% tjek på cateringen.

Fornem New Yorker stemningen i Nordvest her

Il Buco

I lidt samme stil som ned Tribeca Next Door, har vi Il Buco. Bryggens New Yorker inspirerede restaurant, med en af byens hyggeligste gårdhaver. Stedet er uformelt med fokus på den gode stemning, og det inviterer i den grad til en intim fest. Stedet er dog ikke så stort, så har man en gæsteliste med 70+, tror jeg desværre det bliver for småt.

Kig forbi Il Buco her.

II Billede via Gemyse, Nimb II

Gemyse

Midt i Københavns ældste og mest farvestrålende have, Tivoli, finder du Gemyse. En smuk restaurant med en grøn profil, der drives af Nimb. Og til Gemyse hører det yndigste orangeri, som kan integreres som en del af bryllupssetuppet. Forestil jer fx at drikke bobler og spise bryllupskage med kig til flora og fuld himmel. Wow! Stedet er lidt i den pebrede ende, men skal der være fest, så lad der være fest.

Læs mere om Gemyse her.

The Fat Pike

På den anden side af gaden ovenfor Pakhus Bryggen ligger The Fat Pike, der ligeledes er ejet af Humanic Group. The Fat Pike byder også på uformelle og rå omgivelser med tydelig inspiration fra havet, uden at der går vaders og jolle i den, bare rolig. Stedet er oplagt til det mere intime bryllup.

Besøg The Fat Pike her.

II Billede af Brøndsalen via Det Kgl. Danske Haveselskab II

Brøndsalen, Frederiksberg Have

I en anden krog af Frederiksberg Have ligger Brøndsalen, der ligesom Paradehuset, drives af Det Kgl. Danske Haveselskab, og giver dig mulighed for et bryllup i smukke grønne omgivelser. Hvor Paradehuset er til den lidt mindre bryllupsfest, ideelt omkring 60 gæster vil jeg sige, kan Brøndsalen huse den store fest.

Læs mere om Brøndsalen her.

Københavns Roklub

Det her er faktisk et venue, jeg fik anbefalet af en af jer søde læsere, som selv havde holdt en helt igennem fantastisk bryllupsfest hos Københavns Roklub, beliggende i første parket til havkig i Sydhavnen. Det bedste af det hele er dog prisen, bare 10.000kr koster det at leje lokalet, og du kan ovenikøbet slippe med at betale det halve, hvis du ganske gratis melder dig ind i roklubben. Det prisniveau er der ikke ret mange andre steder i byen, der kan matche, og tænk på alle de andre gode ting i bryllupsbudgettet, der istedet kunne blive plads til.

Københavns Roklub kan kontaktes her.

II Billede via Aamanns Køkken II

Aamanns Køkken

Også på Refshaleøen finder man Aamans Køkken, der huser storkøkkenet for Aamans catering. Og så er det også i køkkenet her, at du har mulighed for at holde det fineste bryllup med højt til loftet, stemningsfulde rammer og mad i topkvalitet. Jeg synes det kan noget helt særligt, når man har kig til det åbne køkken, og så er der bare noget virkelig fint og uformelt over de små gemte kroge af Reffen. Med direkte udsigt til vandet er det i øvrigt oplagt at overveje at sejle dertil i fx en kanalbåd.

Læs mere om mulighederne hos Aamanns Køkken her.

Copenhagen Food Space

I klassisk rå meatpacking stil, finder man Copenhagen Food Space i den brune del af Kødbyen. Et venue der især bliver brugt som omdrejningspunkt for madskoler, spise-events og lignende, men som altså også åbner op for muligheden for bryllupper, hvis man drømmer om en kærlighedsfest i nogle af de mest rå og autentiske rammer, byen har at byde på. Lokalet her er også i den større ende, og kan således danne rammen for den helt store fest, men kan også inddeles, så også mindre selskaber vil føle sig godt tilpas.

Copenhagen Food Space er en del af Madkastellet, som derfor står for maden, hvis man vælger bryllupspakken, og ellers kan man også vælge blot at leje lokalet, og selv stå for resten. Ved ren lokaleleje koster det 30.000kr. 

Besøg Copenhagen Food Space her.

II Billede via Kernepavillonen, Planetarium II

Kerne Pavillionen

Et af byens nyere venues er Kerne Pavillionen, som i foråret har sløret dørene op. Det er en relancering af planetariets restaurant og har således direkte kig til Sankt Jørgens Sø. Stilen er nynordisk med et rent, enkelt udtryk og så krydret med masser af grønne planter til at skabe liv. Kerne Pavillionen har den fineste lounge og udvendige terrasse, og jeg spår dette venue stor popularitet.

Ligesom Pakhus Bryggen og The Fat Pike, er Kerne Pavillionen også en del af Humanic gruppen, så selvom venuet er nyt, er det et erfarent hold, der står bag, og som bryllupsplanlægger plejer at det være et stort plus.

Kig forbi Kerne Pavillionen her.

SoHo

Bevæger man sig ned i den hvide Kødby, er SoHo ikke til at komme uden om. Med en af byens hyggeliste tagterrasser, og lokaler hvor den uformelle hygge er i top, er dette det oplagte sted at holde bryllup hvis du vil have en fest til den lyse morgen i midten af al byens leben.

Se hvad SoHo kan tilbyde her.

II Billede via The Lab Kitchen II

The Lab Kitchen

The Lab Kitchen er en rigtig mode-darling, og branchen har udnævnt den rå kantine med det smukke lysindfald på ydre Østerbro som en sand favorit. Og jeg kan godt forstå dem, for omgivelserne er virkelig smukke! Enkle og alligevel overvældende på grund af de store panoramavinduer der for en stund sender dig væk fra Østerbro og istedet til et studio i New York. 

Læs mere om mulighederne for at holde bryllup på The Lab Kitchen her

II Billede fra Nordre Toldbod 23 via Rentspace.dk II

Nordre Toldbod 23

Endnu en smuk location i første parket til den københavnske havn. Nordre Toldbod 23 byder på rene, enkle linjer, hvor det nærmest kun er fantasien der sætter grænser for, hvordan din fest kan tage sig ud. Til gengæld skal der også lidt fantasi til, for lokalet lejes som det er uden “fyld”, og man skal derfor selv stå for alle detaljer, fra opdækning til catering og oprydning. Men det kan også have sine fordele, at man kan få festen præcis, som man ønsker den, og så kan der også være en økonomisk fordel ved at kunne sammensætte sin helt egen bryllupspakke. Lokalelejen alene koster 30.000kr.

Besøg Nordre Toldbod 23 her

DAGBOG: 24 TIMERS MANDAGSLIV

Jeg har gjort det et par gange før, det der med at tage jer med hele vejen på en mere eller mindre helt almindelig dag. Jeg gjorde det, inden jeg blev mor, og min hverdag så radikalt anderledes ud, end den gør i dag. Jeg gjorde det, da jeg var på barsel. Og nu tænker jeg at gøre det fra en dag, hvor der både skal balanceres mor- og arbejdsliv, så I også kan få et indblik i, hvordan vores hverdag lige for tiden er indrettet. Derfor, tag godt imod min mandags-dagbog.

01:07: Jeg vågner af Nola, der græder. Det er allerede anden gang siden hun blev puttet klokken lidt over 19, at det er tilfældet, og jeg må igen ty til brystet for at få hende til at falde til ro. Det virker til gengæld 9 ud af 10 gange, og 10 minutter senere er der igen ro over hele linjen.

03:03: Gråd igen. Nola er vågnet op, forvirret og ulykkelig, og er igang med at kravle henover Mads i sengen. Hun virker ikke helt vågen, men vågner selvfølgelig rigtig da vi forsigtigt stopper hendes færd ud over sengen og får hende lagt ned igen. Nu er hun hysterisk grædende, og Mads ender med at gå ind med hende på hendes værelse for at få hende til at falde til ro. Det virker begrænset, og til sidst overgiver hun sig til mig og brystet, og falder i søvn. Og jeg gør det samme lidt tid efter at der igen er ro over hele linjen.

04:44: Nola møffer igen rundt, men med en sut og et kærligt fast kram falder hun heldigvis hurtigt i søvn igen.

07:02: Vi vågner sammen med Nola, der trods natten tumult er i et mægtigt humør. Vi sætter for det meste ikke vækkeur, men lader Nola diktere, hvornår vi står op. Og i dag var det heldigvis på den gode side af klokken 7. Vi nusser lidt rundt i sengen, inden vi for alvor kommer ud af fjerrene.

8:38: Når man først kommer ud af sengen halv 8, går morgenen forbavsende hurtigt, og således ender vi med at komme lidt sent ud af døren i forhold til vuggestuen, hvor vi gerne vil aflevere omkring halv 9, hvor der ikke er alt for meget run på. Det lykkedes vi ikke med i dag, og istedet rammer vi først vuggestuen kvart i 9, hvorefter jeg bruger et kvarter på at aflevere.

09:01: Jeg møder Mads i Kødbyen, hvor vi har en hurtig aftale om at se et wedding venue for anden gang. Vi nærmer os så småt en beslutning og stedet her, ligger ret højt på hitlisten. Det kilder lidt i maven over at se stedet igen, og drømmene for stedet begynder at føles mere virkelige. Så langt så godt!

09:23: Vi har set hvad vi skulle, og sætter kursen mod byen, hvor vi begge arbejder.

09:38: Jeg lander på kontoret, og henter som det første en kande kold vand og et glas kogt vand med citron og ingefær, der udgør mit morgenritual, mens jeg arbejder mig igennem indbakken, og får prioriteret dagens opgaver. Jeg har for nylig overtaget projektledelsen af to af vores vigtigste kampagner, og dagen i dag skal bruges med at få lavet en køreplan for dem. Det er sjovt arbejde, og formiddagen flyver afsted.

11:34: Det er frokosttid, og teamet snupper i dag frokosten ude på vores terrasse i anledning af det gode vejr, og nyder at snakke om stort og småt i en halv times tid, inden vi er tilbage ved skrivebordene.

15:58: Jeg klapper computeren sammen for i dag, og gør klar til at tage hjem for at nyde det sidste af eftermiddagen med Mads og Nola. Vi skiftes til at hente tidligt to eftermiddage om ugen, og i dag har Mads’ haft hentevagten, så ham og Nola har allerede været hjemme en times tid, og jeg glæder mig til at gøre dem selskab. Det gør mig stadig lidt ked, hvor lidt tid jeg har sammen med Nola i hverdagen, men indtil videre hænger vi i, og nyder istedet at vores arbejde er fleksible nok til at vi kan gå tidligt for istedet at lægge arbejdstimerne om afternen, når Nola er puttet.

16:53: Vi trænger til at få lidt luft efter en hel dag indenfor, så vi pakker Nola i klapvognen og går ud. Første stop er at købe friske blomster, hvilket altid hjælper på mandagshumøret, og så måske et smut forbi legepladsen i Skydebanehaven på vej hjem.

17:21: Nola er træt, så vi dropper legepladsen og går istedet hjem og gør det sidste klar til aftensmaden, som helst skal serveres senest klokken 18, for at aftenen ikke kuldsejler på grund af overtræt og sultent barn (og forældre).

19:01: Vi nåede det hele i rimelig fred og fordragelighed, og klokken 19 sætter Nola og jeg os til rette i en blød lænestol på hendes værelse, hvor hun ammes af til aftenen og bagefter bliver puttet inde i vores seng.

19:20: Det går hurtigt med putningen i dag, og allerede 10 minutter efter hun er blevet puttet, kan jeg liste ud af soveværelset og lukke døren på klem til mit sovende barn. Yes. Jeg skal ud med nogle mødregruppe-veninder i aften, så jeg får hurtigt frisket makeuppen op og kommer i noget ikke-babyplettet tøj. Jeg når også lige en hurtig house-cleaning derhjemme, inden jeg drøner afsted på cyklen ud i den varme sommeraften, en route til mandagsvin.

20:00: Pigerne og jeg har sat hinanden i stævne på altid gode Les Trois Cochons, og der går lynhurtigt vin og hyggesnak i den. Jeg har trængt så meget til sådan en aften her, og timerne flyver afsted! 

23:12: “Kom hjem”. En SOS-besked fra Mads tikker ind, fordi Nola er ulykkelig derhjemme, og desværre ikke finder trøst hos ham #poweroftheboob. Jeg siger farvel til pigerne og skynderne mig hjem på cyklen. Det har været tre dejlige timer, men nu har mit barn brug for mig, og så er der kun ét sted, jeg vil være.

23:29: Hjemme. Jeg skynder mig ud af tøjet og hopper ind til Mads og Nola i sengen, hvor Nola inden længe falder til ro igen efter at være blevet ammet. Og med ro i gemakkerne igen, kan jeg liste ud på badeværelset, hvor jeg får ordnet ansigt, børstet tænder og lige bruger 5 minutter på telefonen, inden jeg også er klar til at putte mig under dynen.

23:43: Og her slutter min mandag så. Lidt senere end normalt, men fyldt godt op på vin og godt selskab, og så gør det ikke helt lige så meget, at jeg garanteret vågner lidt ekstra træt op i morgen. 

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

Sidste uge var GOD. På rundt regnet alle leder og kanter. Da sidste weekends sygdom nemlig først slap sit tag i mig mandag eftermiddag, var jeg så fuld af gåpåmod og begejstring over at være ovenpå, at jeg var nærmest sprudlende. Fuld af energi og overskud, og et mægtigt humør på vegne af ugen, der lå foran mig. Og det er dælunderlynemig en rar måde at starte ugen på, for dét overskud vekslede jeg resten af ugen til gode planer og aftaler, der fik hverdagen til at synes lidt mere magisk end den ellers kan have for vane at gøre. Og som jeg skriver dette indlæg denne nye mandag, minder jeg mig selv om, at der ofte skal ganske lidt til for at give hverdagen lidt glimmer. Det vil jeg prøve at efterleve for ugen der kommer, og ellers kan jeg jo altid glæde mig over, at sidste uge var fuld af det. Se med her …

II Sidste uge synes Nola det var på sin plads at starte dagen allerede et godt stykke før klokken 6. Og istedet for at blive lidt små mavesur over dét, stod vi alle tre op, og besluttede os at gøre lidt ekstra ud af det. Mads og Nola gik til bageren og hentede lidt godt, mens jeg dækkede op til et weekendmorgenbord derhjemme. På en hel almindelig onsdag. Det kan i øvrigt anbefales! II

II Eftermiddagspicnic hos min veninde og hendes søde lille datter. Jeg døde lige lidt over, hvor søde de var, som de sad der og eftermiddagssnackede. Ved deres helt eget mini borde-bænkesat. Søde små mennesker altså ♥ II

II Torsdag trængte vi til, at der skulle ske noget andet til aften end kogte grøntsager eller spaghetti bolognese, og vi traf derfor en hurtig beslutning om tidlig aftensmad på Mother. Så hyggelig en måde at gøre lidt ud af hverdagen, og føle en flig af frihed, selvom vi stadig skulle nå hjem til at putte Nola klokken 19. På aftener som den, glæder jeg mig ekstra over, at vi bor midt i byen, og derfor godt stadig kan snige os til sådan nogle stunder ude i den, selvom hjemmelivet fylder det meste II 

II Pegefingeren i fuld vigør, og munden igang med at sige ‘deeeet’ i et spørgende toneleje. Hele tiden. Lille sludrechatol, bliver hun. Vidst nok ligesom sin mor, er der nogle, der siger, ahem … II

II Prøv lige at se de her farver. Wow altså! Og havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg aldrig skudt det til at være et glimt fra den danske kyst, så turkisblåt som vandet er. Men det er det. Fra en formiddagstur til stranden på Enø i weekenden. Andre end mig, der altid har kamerarullen fuld af havbliksbilleder efter en tur ved vandet? II

II Fineste glimt fra sommerlandet. Sådan en charme kunne HjemIs-bilerne altså godt lære lidt af II

EN SNAK OM GARDEROBEKLASSIKERE OG TIPS TIL FÆRRE FEJLKØB

II GANNI SLÅ-OM-BLUSE II ARKET T-SHIRT II H&M SHORTS II SHOETHEBEAR SANDALER II COCCINELLE SHOPPER II

Selvom jeg længe har set mig lidt småsur på Ganni på grund af deres ofte dårlige kvalitet, må jeg indrømme, at de vinder lidt ind på mig igen med min nye ternede slå-om-bluse. Den er i sandhed en gevinst for min garderobe, og jeg skambruger den for tiden. Til jeans. Til nederdele. Udover stropkjoler. Og som her med vidde shorts. Den passer så fint til det hele, og jeg glæder mig over, at ét enkelt køb kan have så mange anvendelsesmuligheder og gøre, at man ser andet tøj i sin garderobe i et nyt og bedre lys.

Det er lige præcis den slags køb, jeg øver mig i at gøre mig, fordi de føles mere retfærdige i en tid, hvor jeg prøver at passe lidt på forbruget.  De køb, jeg gør mig, skal være tidløse og klassiske, og de skal kunne kombineres på kryds og tværs. Præcis som det tøj, jeg guider til i dette blogindlæg om tidløse efterårskøb. Det er ambitionen. Og selvfølgelig lykkes jeg ikke altid, men når jeg kigger tilbage på mit forbrug de seneste år, er der ingen tvivl om, at jeg er blevet bedre. Købene er blevet færre, udskiftningen mindre, og levetiden i min garderobe er blevet forlænget. På dét punkt er mine månedlige shopperegnskaber altså geniale, fordi de hjælper mig til at beskue mit forbrug lidt på afstand. 

Nu mere end nogensinde er den minimalistiske tilgang til forbrug oppe i tiden, og jeg glæder mig over den udvikling. Fordi den inspirerer mig til at gøre tingene en lille smule bedre dag for dag, selvom der også for mit vedkommende stadig er plads til forbedring. Derfor er jeg også nysgerrig på, om I måske har nogle tips og tricks til, hvordan I undgår fejlkøb til garderoben? Måske sågar råd til, hvordan i hverdagen generelt lykkes med at give efter for spontane fristelser af nykøb hjem til? Del i så fald endelig ♥