Jeg er gravid. Med en lille forårsbaby, der er sat til at komme i slutningen af marts. Og mens dette er min anden graviditet, er der intet, der var som sidst. Og det har ærligt sendt mig på gyngende grund.
Dette er min ærlige og sårbare graviditetsdagbog, om en graviditet der ikke kun har været glad. Om skamfulde følelser, jeg ikke har vidst, hvor jeg skulle gøre af. Om de længste otte uger i mit liv, og om en lille håbefuld lykke der heldigvis lige så stille er begyndt at vokse sig større, som ugerne skrider frem.
Jeg vil ugentligt opdatere dette indlæg, og jeg glæder mig til at tage jer med, som ugerne går, og vi kommer tættere og tættere på at gå fra tre til fire. Har I spørgsmål undervejs, eller ønsker til særlige indlæg i forhold graviditeten, må I endelig skrive. Selvfølgelig er det ikke jer alle der vil finde sådan en graviditetsdagbog interessant, og det forstår jeg fuldt ud. Derfor lover jeg også at bloggen fortsætter med at være et miks af hverdagsglæder, garderobeindlæg, boligdrømme og stort som småt der imellem ♥
* * *
Uge 25, 26 og 27
Min graviditetsdagbog har måtte lide lidt her i december. Jeg troede egentlig bare, at det var to uger, jeg var bagud, men det er åbenbart sneget sig op på tre, og jeg er i mellemtiden netop gået ind i sidste uge af 2. trimester. Nu begynder vi at nærme os ♥ Nola blev født 37+6, og selvom den lidt tidlige ankomst nok mest af alt skyldtes vores vendingsforsøg, som sat gang i nogle vilde plukkeveer, kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi måske er forældre til to om bare 1o uger.
December og julen er ved at være forbi, og for mig har det fyldt en del at det var vores sidste jul bare med Nola. Næste år er vi fire og hvem ved hvor vi er til den tid. Jeg er så edder spændt på det nye kapitel og på at lande i at være mor til to, og jeg glæder mig så meget til igen at have følelsen af et lille bitte menneske for hvem jeg er hele verden i mine arme. Jeg kan næsten ikke huske hvordan det føltes med baby-Nola i mine arme. Man vokser jo ligesom med barnet, og vi har for længst vænnet os til at have en selvstændig 2,5 årig der er på farten og snakker fra hun slår øjnene op til hun går i seng. Det bliver noget helt andet igen at skulle finde ind i en babybobbel – altså så meget som man nu kan det, når der selvfølgelig også er storesøster at tage hensyn til. Endnu en tanke der fylder meget. Hvordan dynamikken bliver med en baby, når der ikke kun er dens rytme at indrette sig efter men også den større søskendes? Med Nola dyrkede jeg stålsat at værne om hendes lure, især fordi vores nattesøvn det første halvandet år var så udfordret. Vi var sjældent på farten, når hun skulle sove, fordi hun sov bedst stillestående og uden byens indtryk at blive forstyrret af, hvilket samtidig gav mig nogle gode pauser herhjemme. Jeg er spændt på om sådan en model overhovedet vil kunne lade sig gøre med lillesøster eller om man altid lidt kommer til at føle at man er på vej. På vej i vuggestue, på vej hjem fra vuggestue, på vej til legeplads, aftaler og så videre der også stimulerer tumlingen herhjemme. Vi må se.
Lillesøster fylder efterhånden også godt i maven, og jeg tror, at hun trives derinde. Sparker mere kraftfuldt og oftere end jeg mærkede med Nola, og så snart jeg sidder eller ligger, er det som om hun vågner, og lige sender et hej afsted mod min blære eller maveskind. Lille, stærke liv. Det giver en kæmpe ro at mærke hende så meget, og jeg mærker derfor ikke samme bekymring for hendes trivsel, som jeg gjorde i første graviditet. Jeg er nu alligevel begyndt at glæde mig ret meget til næste jordemoderaftaler, som dog først falder i midten af januar, for at få skønnet hvor stor lillesøster efterhånden er. Vi har også besluttet at få lavet en 3D scanning hos Moderliv, som jeg jo samarbejder med i forbindelse med min graviditet. Dels for trygheden i lige at få set lillesøster, men også for nysgerrigheden over at kunne sammenligne med den 3D scanning vi også fik lavet af Nola. Om vi allerede nu kan se de to søstre ligne hinanden. Den scanning har vi tid til i næste uge, og jeg glæder mig ♥
Uge 24
Det er gået overraskende godt med at huske at tale pænt til og om min krop, siden jeg i sidste uge besluttede at tage kampen op med mine kropskvaler. På en eller anden måde har det været nemmere at tænke gode tanker efter at have sagt det højt herinde, at jeg synes det var svært, og så har jeg bare haft en rigtig god uge på træningsfronten med både tre ture i fitness og en times graviditetsyoga, hvor jeg har følt mig stærkt og tilpas i min krop. Derfor er jeg også mere end almindeligt ærgerlig over, at de nye restriktioner gør, at indendørs træning igen skal lukkes ned, men sådan må det være, og jeg håber, håber, håber, at jeg, indtil vi igen kan træne i centrene, kan finde en eller anden rytme med noget hjemmetræning der giver bare en smule sved på panden og følelsen af at gøre noget godt for mig selv og min krop. Løb har jeg desværre måtte lægge på hylden allerede tidligt i min graviditet, ligesom jeg også endte med at gøre det med Nola. Det føles ikke godt i mit bækken, og derfor er jeg ikke tryg ved at gøre det, selvom jeg savner det stort. Indtil jeg finder på et bedre alternativ vil jeg forsøge mig med Seven træningsappen herhjemme, og så vil jeg gå i tænkeboks over et program, jeg selv kan stykke sammen.
Jeg er begyndt at tænke lidt mere på fødslen, og især på, om jeg bør gør et større nummer ud af at forberede mig på fødslen denne gang, end jeg måske først havde tænkt. Med Nola gik jeg både til privat fødselsforberedelse ligesom jeg havde stor glæde af at læse Smertefri Fødsel, og jeg følte mig i den grad velforberedt til fødslen. Om det var mine mange timers forberedelser eller om jeg bare var heldig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde jo en sand drømmefødsel, og har derfor heller ikke skyggen af angst for at skulle føde igen. Derfor har jeg indtil nu tænkt, at jeg ikke havde brug for fødselsforberedelse, fordi jeg føler, at jeg godt ved, hvad der venter mig, og hvordan jeg skal arbejde med min krop for at være tilstede i fødslen. Men som fødslen så småt kommer tættere på, begynder jeg alligevel at blive i tvivl om, hvorvidt det er naivt af mig at tænke, at bare fordi jeg har gjort det én gang, så kan jeg stadig mestre fødslen på samme måde, som jeg gjorde sidst. Måske det alligevel kræver lidt mere forberedelse? Jeg er i syv sind. Jer der også er andengangsgravide eller allerede har født to gange, hvad gjorde I jer af tanker i forhold til fødselsforberedelse forud for anden fødsel?
Uge 23
Jeg har besluttet, at jeg vil blive bedre til at tale om og tænke bedre om mine gravide krop fra nu af. Det andet er fjollet, når nu jeg trods alt skal holde ud at være i den fire måneder endnu. Jeg har haft så svært ved at finde mig til rette i, hvor hurtigt det er gået med maven her anden gang, og alt for mange gange har jeg sammenlignet med billeder og vægt fra da jeg ventede Nola, kun for at føle mig endnu større end jeg i forvejen gjorde. Dumt. Og selvom det selvfølgelig er helt naturligt at have det lidt ambivalent med ikke at kunne kende sin krop, vil jeg bare så gerne finde fred med den og tænke kærligt om alt det den gør for mig netop nu, i stedet for at zoome ind på dét, den ikke længere kan og er. Derfor vil jeg prøve at få taget ugentlige billeder af maven, præcis som jeg gjorde med Nola. For alt i verden vil jeg ikke på den anden side af fødslen stå tilbage og tænke, at jeg skulle have nydt maven noget mere. For hvem ved om det bliver sidste gang, der gror et lille liv inde i den.
Selvom omfanget af maven og tallet på vægten er noget større her anden gang, er jeg nemlig overordnet enormt taknemmelig for, hvordan min krop tackler at være gravid. Jeg kan træne og jeg føler mig stærk, jeg kan fortsat sove ubesværet, jeg har overskud til arbejde og aftaler og til at være en tilstedeværende mor og kæreste, og alt det vil jeg prøve at minde mig selv om, når kropskomplekset igen lurer.
Kære krop, du gør det godt, og fortsætter du med at bære mig igennem de sidste 16-17 uger af graviditeten, som du har gjort indtil nu, kan jeg ikke bede om mere ♥
Uge 22
Der er ikke så meget nyt at berette under solen fra denne uge. Den ene dag tager lidt den anden, mens jeg mærker lillesøsters spark blive mere og mere markante. Så dejligt. Det er især om aftenen, når jeg efter en lang dags gøremål lander i sofaen, at jeg mærker hende og ditto når jeg går i seng. Hun ligger lavt i forhold til Nola, så jeg mærker sparkene på en helt anden måde end sidst, og en god håndfuld har hun sparket, så hun rammer en nerve, hvilket niver helt forfærdeligt og får mig til helt at miste vejret. Lille bandit derinde!
Jeg har desværre stadig tiltagende ondt i mine hofter og bækkenet, og er også begyndt at få en lidt brændende/strålende fornemmelse ud fra hvad der i hvert fald føles som mit skamben, og jeg svinger imellem at være på nippet til at tage kontakt til en fysioterapeut kun for derefter at miste modet, fordi jeg tænker jeg alligevel nok bare vil blive sendt hjem med et par håndfulde hjemmeøvelser der skal laves adskillige gange hver dag, og som jeg kender mig selv godt nok til, at jeg mest af alt kommer til at have dårlig samvittighed over ikke at få prioriteret. Tror jeg er landet på lige at vente til min 25. ugers undersøgelse hos lægen om et par uger, og derefter tage bestik af situationen. Til gengæld har jeg i denne uge booket mig ind på et gravid yoga hold hos Moderliv (reklame da jeg samarbejder med Moderliv om deres graviditetsydelser, ligesom jeg gjorde i graviditeten med Nola), og det gør mig så godt med en times grundig stræk, at jeg for en stund glemmer den ømme krop. Den tradition glæder jeg mig allerede til at fortsætte de kommende måneder, især fordi jeg godt kan mærke, at jeg ikke kan dyrke cardio træning på samme måde denne gang, som jeg kunne da jeg var gravid sidst.
Uge 21
Ugens højdepunkt er klart tiden for misdannelsesscanningen, som endelig falder i denne uge. Jeg føler nærmest, jeg har holdt vejret indtil nu, men heldigvis kan vi ånde lettet op. Lillesøster er lige som hun skal være, og ligger ivrigt og vinker og møffer rundt inde i maven. 317 gram bliver hun estimeret til at veje, hvilket også er helt efter bogen, selvom jeg nu ikke ville have været overrasket, hvis sonografen havde skønnet et højere tal, så tung som jeg føler mig. Jeg mærker allerede nu tyngde i kroppen på en helt andet måde, end jeg gjorde med Nola, ligesom jeg også de fleste dage er ret øm i mit bækken og mine hofter. Som om de ligesom låser sig, og jeg i stedet for at gå må vralte halvt afsted. Kønt er det ikke, og jeg. glæder mig ekstra meget til det gravidyoga hold hos Moderliv, som jeg har booket mig ind på til slutningen af november.
Den anden aften blev jeg overvældet af tanken om, hvor stort det bliver, når Nola skal møde lillesøster for første gang. Hvor vildt det bliver at komme hjem med det lille menneske, der forhåbentlig bliver en ven for livet til hende, og som udvider vores trekløver til en firkløver. Nola er i forvejen meget optaget af at give omsorg til hendes dukker og bamser, og med en helt bekymret mine kan hun bedyre, at dukke savner sin mor, hvorefter hun kærligt trøster den, og jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvor god og stolt en storesøster, jeg ved hun bliver. Med første barn føltes lykken selvfølgelig også overvældende stor, fordi vi bragte et lille menneske hjem til vores tosomhed, men det føles endnu vildere at det lille menneske, vi nu brygger på, kommer til at gøre Nola til storesøster ♥
Uge 20
Endelig halvvejs, og på en og samme tid forundret over allerede at være nået hertil, samtidig med at jeg føler, jeg har været gravid i eeeeeevigheder. Den positive graviditetstest tilbage i juli føles virkelig langt væk, ligesom slutningen af marts, hvor jeg har termin, gør det. Synes der sker så meget i første halvdel af graviditeten; med den pludselige forandring i at gå fra ikke at være gravid til nu at være det, med scanninger, erkendelsen af kønnet, der venter, og så, fra uge 20/21 stykker er det eneste, det handler om, at baby bare skal gro. Tiden med dét kan jeg altså godt synes føles lidt lang, og jeg glæder mig ret meget over, at juleferien snart er indenfor rækkevidde, fordi jeg tænker den bliver et kærkomment afbræk fra nedtællingen til foråret. På den anden side venter årsskiftet – og nuvel et par ret lange og mørke måneder i januar og februar, men lad os ikke dvæle ved dem – og derfra går det hurtigt. Med længere lyse dage. Med foråret. Med ventetiden. Det satser jeg i hvert fald på. Jeg synes alle sagde det gik meget hurtigere når man er andengangs gravid, men den følelse har jeg virkelig ikke.
Mon jeg er helt alene med at have det sådan?
Uge 19
Der er liv! Ægte små babyspark i min mave. Hvilken livsbekræftende (bogstaveligt talt) lykke. 18+1 mærkede jeg de første reelle puf, og når jeg virkelig koncentrerer mig om at ligge stille og mærke efter, kan jeg nu næsten hver dag opleve de små livstegn. Den rareste påmindelse om det lille liv, der vokser i min mave, og som på en eller anden måde føles endnu mere vildt at tænke på her anden gang end med Nola. Denne gang ved vi jo præcis hvad der venter. Et lille bitte menneske med sit helt eget udtryk og personlighed. Måske en lille kopi af Nola, eller måske helt sin egen. Udgangspunktet var selvfølgelig præcis den samme under første graviditet, men dét der med nu at have noget ganske konkret at sammenligne med, gør på en eller anden måde følelsen endnu vildere. Hvilket faktisk er kommet lidt bag på mig, fordi man jo skulle tro at den første graviditet føltes mere overvældende end anden gang. Åbenbart ikke for mit vedkommende. Har I der er 2. gangs forældre også oplevet det sådan?
Uge 18
Ikke så meget nyt under solen i denne uge. Jeg længes stadig efter at mærke liv, og det fylder ærligt en del i mine tanker. Om alt nu er godt derinde hos lillesøster. Jeg er skeptiker af natur, tror aldrig helt på at alt er godt, før jeg med egne øjne har set det, og selv da kan jeg stadig finde på anledning til at tvivle. Heldigvis vil den jordemoder, som jeg har første tid hos i denne uge, gerne lytte efter hjertet, og hun finder hurtigt en solidt bankende hjertelyd. Således beroliget for en stund.
Jordemoderbesøget er en god oplevelse. Vi får os en snak om mit fødselsforløb med Nola, om muligheden for hjemmefødsel versus at føde på hospital. Jeg havde jo en drømmefødsel med Nola, og mest af alt ønsker jeg bare for alt i verden, at den næste bliver lige sådan. Selvom jeg godt har tænkt tanken om en hjemmefødsel, er det faktisk ikke noget jeg drømmer om. Det giver mig en ro og tryghed at vide, at hjælpen er nær, hvis noget uventet skal ske, og fordi jeg havde så god en oplevelse med at føde på Hvidovre Hospital første gang, ved jeg heldigvis, at gode, rolige og kontrollerede fødselsoplevelser også sagtens kan finde sted her. Til gengæld vil jeg gerne føde på Fødeklinikken, hvis det kan lade sig gøre. Den mulighed fandtes ikke, da jeg fødte Nola, men muligheden for at føde i hjemlige rammer mens man er på hospitalet, tiltaler mig, så det noterer jordemoder i sin journal. Det føles nu stadig ret fjernt at tale om fødslen, når man endnu ikke har mærket liv, og stadig er nogle uger fra 20. ugers scanningen, men forhåbentlig jeg allerede i næste uge kan skrive, at jeg har mærket liv. Jeg håber det ♥
Uge 17
Selvom der endnu er længe til, er jeg begyndt at glæde mig til barslen, og vi er stille og roligt begyndt at snakke om, hvordan vi skal fordele den mellem os, Mads og jeg. Jeg tog det hele med Nola, da Mads på grund af jobskifte ikke var berettiget til barsel. Jeg tog et fuldt år ud af kalenderen for at være mor, og elskede hvert et sekund af det. Hvilket faktisk kom en del bag på mig, fordi jeg normalt trives vanvittigt godt med de faste rammer, som det at skulle afsted på arbejde, giver en. Men tiden væk fra netop de faste rammer, ræset på arbejdet, og følelsen af altid at skulle jagte noget mere, gjorde mig godt, og jeg fandt en sjælden ro i at være på barsel.
Nola startede i vuggestue, da hun var 11 måneder, og ærligt talt kunne jeg dengang ikke forestille mig, at skulle have hverken kørt hende ind i institution eller have været tilbage på arbejde tidligere end det. Det er jeg ikke sikker på, at jeg stadig kan, og derfor er min umiddelbare tanke, at jeg gerne vil have barsel i omkring 11 måneder igen. Mads er dog så heldig, at han denne gang er berettiget til barsel, og han vil rigtig gerne gøre brug af den. Om det bliver de fulde 12 uger, han kan tage, eller om det bliver lidt mindre end det, skal vi lige lande på, men vi overvejer lidt en model der hedder, at han i stedet for bare 2 ugers orlov, lige når lillesøster er kommet, tager 4 uger, og jeg så bruger noget ferie imens, så vi alle lige kan lande i at være en familie på fire. Det passer nemlig med, at Nola skal starte i børnehave kort tid efter, at hun er blevet storesøster, og jeg forestiller mig, at det er to ret store omvæltninger oveni hinanden, og det kunne derfor være fedt at være to voksne til at tage fra på det hele.
Derudover snakker vi om, at Mads så vil gå på barsel, når lillesøster er omkring 10 måneder, og vi kan så forhåbentlig have en måneds overlap med hjælp fra ferie, inden jeg skal tage tilbage på job. Det er nemlig min plan at gemme lidt på feriedagene indtil jeg går på barsel, så jeg i stedet kan forlænge min barsel med den ikke-afholdte ferie, og dermed ikke skulle helt så tidligt tilbage på job, selvom Mads også går på barsel.
Det er noget af et regnestykke at få til at gå op, så ligesom med navnet til lillesøster, er det nok meget fint vi starter snakken om tidligt, så der er god tid til at lande det rigtige sted.
Jer der allerede har flere børn, eller et på vej, hvordan gjorde/gør I med barsel?
Udover barselstankerne, er det stadig glæden til at mærke liv der fylder aller mest i denne uge. Heldigvis har jeg første tid hos jordemoder i næste uge, og forhåbentlig hun har mulighed for at lytte på hjertelyd, så jeg kan få lidt ro i alle mor-følelserne. Jeg har det godt. Bedre for hver uge der går, og jeg nyder virkelig, hvor jeg er lige nu. Med overskud og glæde. Træningen er det endelig lykkedes mig at komme ind i en god rytme med, hvor jeg er afsted 2-3 gange om ugen, og det gør mig virkelig godt at mærke, hvordan min krop føles stærk (og øm dagen efter træning, ahem). Jeg håber og tror på, at det kommer til at gavne min graviditet og fødsel, ligesom jeg føler at det gjorde, da jeg ventede Nola, og nok var i hvad der minder om mit livs form.
Uge 16
Det der mest af alt fylder for mig netop nu, er nedtællingen til at mærke liv. Det føles lidt som et skørt vakuum at være i, i ugerne hvor graviditetskvalmen er væk og man dermed ikke dagligt er mærket af sin graviditet, men samtidig er det endnu for tidligt at mærke liv, og der er derfor dage, hvor man næsten helt kan glemme at man er gravid. Jeg glæder mig uendeligt til de første små spark, og har ivrigt spurgt 2. gangs gravide veninder, hvor tidligt de kunne mærke liv. Flere af dem har kunne mærke i uge 18, så jeg krydser fingre for det også bare er et par uger endnu, jeg skal vente.
Jeg husker ikke længslen efter at mærke liv som noget der fyldte lige så meget med Nola, men dengang anede jeg selvfølgelig heller ikke, hvad jeg skulle forvente mig af det. Det gør jeg nu, og det føles som en eksplosion af kærlighed at mærke ægte liv lige der under maveskindet.
Vi er også så småt begynde at snakke navne. Vi havde så åndssvagt svært ved at finde på et navn til Nola, mens vi havde en lang liste af drengenavne. Det har vi stadig. Den bugnende liste af drengenavne, som heller ikke denne gang får brug for. Og så har vi bare ét pige navn på listen. Så det går vi lige og smager lidt på. Lufter det med venner og familie, og mærker hvordan det ligger på tungen. Nola har allerede meldt det ude, hun vil bare have, at lillesøster skal hedde Lillesøster, så dér er der ikke meget hjælp at hente. Egentlig kan jeg rigtig godt lide en del af de gamle danske navne som Ingrid, Vera og Agnes, men vi vil samtidig gerne have et navn til lillesøster, der flugter lidt bedre med Nola. Og det gør de gamle navne ikke rigtig, fordi Nola heller ikke falder i den kategori. Det er mere sin egen genre, og vi leder derfor efter et navn der også er mere sit eget. Nemt skal det ikke være, og det er nok meget godt, der stadig er en håndfuld måneder endnu til hun kommer.
Her kan du læse mit indlæg om navne vi havde i spil under første graviditet
Uge 15
Højdepunkt i min 15. graviditetsuge 15 er klart den kønsscanning vi har tid til den 2. oktober. Vi har endnu engang booket os ind hos verdens bedste Moderliv, som har tilbudt mig scanningen i gave, hvilket jeg uden tøven har takket ja til, fordi jeg ville have booket en scanning hos dem uanset. Vi kom jo som nævnt også hos dygtige Nanna og Gitte hos Moderliv, mens jeg ventede Nola, og har sjældent oplevet så kompetent og hjertevarmt et sted, så det krævede ingen tænketid. Så som sagt, så gjort.
Og det baby er vokset så fint siden sidst. Knap 9 centimer lang, og lige så stædig som sin storesøster når det kommer til at makke ret i forhold til scanningsbillederne. Ikke på vilkår om den flytter sig ud af flækken, når jordemoder Nanna kærligt puffer til den. Jeg må op og hoppe ad et par omgange og ryste bækkenet på briksen, men lige lidt hjælper det. Baby vender sig bare rundt på den anden side. Præcis ligesom Nola altid gjorde det til vores scanninger. Stædige rad. Også her to år efter. Nanna har heldigvis set, hvad hun skulle, og vi får chancen for at gætte med.
Det er vi dog ikke meget værd til, og selv med en 50% chance for at gætte rigtigt, gætter vi forkert. Det er ikke en lillebror, vi venter os til marts, men en lillesøster. En lille pige mere ♥ Jeg bliver så rørt ved tanken om Nola og en lillesøster, og jeg må synke ekstra dybt et par gange, da Nanna har forsikret mig om, at den er god nok. Så satser jeg i stedet på at jeg kan give Mads en søn i tredje forsøg, hvis det nogensinde kommer til det.
Resten af ugen går fuld af taknemmelighed. Over det lille liv i maven, og over i en hel uge ikke at mærke noget til kvalmen. Jeg er så lettet, og for første gang i de sidste knap fire måneder begynder ugerne nu at tage fart, og det er faktisk meget rart.
Uge 14
Og nu begynder tingene heldigvis at tage fart, som jeg endelig begynder at føle mig tilpas i graviditeten. Kvalmen er nu stort set forsvundet, og jeg stopper på mine B6 vitaminer, som i øvrigt aldrig blev til det mirakel, jeg håbede på. Tiden, den blev min redning. Kvalmen kommer kun snigende, når der gar for lang tid mellem mine måltider, og dét er der heldigvis råd for. Trætheden fylder stadig en del eftermiddag og aften, men det kan jeg godt leve med, og det er nok et grundvilkår graviditeten igennem, når man har en to-årig igang der hjemme samtidig med, at man gror en baby.
Jeg finder overskud til at træne endnu engang, og jeg vil gøre alt for, at den rytme fortsætter, for hold op hvor føles det godt at investere i mig selv på den måde. Og som en ret fin balance til al den mad jeg spiser i et kombineret forsøg på at holde kvalmen stangen og min mund underholdt på hjemmekontoret, haha. Ender I også med at snacke meget mere, når I arbejder hjemmefra? Jeg gør! Hvilket måske også har en lille andel i min uge 14. gravid mave, som i den grad vil frem i verden i forhold til min graviditet med Nola. Med Nola synes jeg det var hyggeligt hver uge at “måle” graviditeten; hvad er mavens omfang, og hvad siger vægten nu. Det regnskab gør, at jeg kan sammenligne med denne graviditet, og det behøver jeg måske ikke, lad os bare sige det sådan. Jeg vejer i hvert fald allerede nu det samme som jeg gjorde da jeg var i uge 27 med Nola, og mens det helt sikkert er tilfældet for rigtig mange 2. gangs gravide at det hele går lidt hurtigere anden gang, så er jeg ikke 100% tilpas i den hurtigt forandrede krop, og jeg er virkelig, virkelig spændt på, hvor det skal ende med graviditetsformen denne gang.
Denne uge er også – satser vi i hvert fald på – den sidste uge, hvor det er en kønsløs baby, jeg gror. I næste uge har vi nemlig bestilt tid til en kønsscanning, og det føles om muligt endnu mere spændende denne gang, fordi vi jo nu ved, hvad det indebærer at have en pige i modsætning til sidste gang hvor både det at få en pige og en dreng føltes lige dele eksotisk. Sidste gang var jeg i øvrigt sikker på, at jeg ventede en dreng, og den fornemmelse var tydeligvis ikke meget værd, så …
Uge 13
Ganske ligesom graviditeten med Nola er jeg virkelig spændt på nakkefoldsscanningen. Nervøs, om man vil. Jeg ved godt, at statistikken selvfølgelig er på vores side, men tør alligevel ikke tro på noget, før jeg får syn for sagen. Om alt går vel, er planen, at jeg vil annoncere det på mit arbejde efter scanningen, og derefter også dele nyheden med jer. Jeg er træt af at gå og trække maven ind, og glæder mig til at kunne åbne op for, hvorfor det er, jeg har været helt ved siden af mig selv de sidste måneder. Det har været et skørt limbo at være fanget i. Ikke at kunne lade som om alt var fint, og samtidig endnu ikke føle sig klar til at dele årsagen til hvorfor.
Den 18. September har vi tid til nakkefoldsscanning, og alt er heldigvis lige som det skal være. Alle tallene er fine, og hjertet banker derudaf. Jeg er så lettet, og det samme er Mads, der græder stille tårer nedover sit mundmind. Følsomme mænd, findes der noget bedre? Med scanningen får vi rykket vores termin et par dage længere frem, så jeg går fra en april- til en martsbaby, og vi er dermed nogle dage tættere på at kunne få den kønsscanning, som vi begge er enige om, at vi gerne vil have.
Med nakkefoldsscanningen veloverstået begiver jeg mig ind i 2. trimester, og overskuddet vender heldigvis stille og roligt tilbage. Jeg har min første tur i fitness i 7 uger, og det føles vidunderligt. Også selvom mine træningstights sidder lidt vel stramt, og min top stumper lidt. Jeg er tilbage og det glæder mig uendeligt!
Uge 12
Sidste uge af første trimester, og hvor har jeg dog glædet mig til at nå hertil. Håbefuld omkring om kvalmen mon for alvor vil være på retur, som mange andre gravide også oplever.
Og heldigvis ser det også ud til at gælde mig, for det fortsætter med at gå den rigtige vej med kvalmen. Kæmpe, kæmpe yes! Kvalmen begynder nu at aftage så meget, at det kun er tidlig morgen og fra eftermiddagen og frem, at jeg er ramt, hvilket efterlader mig med næsten alle dagstimerne kvalmefrie. Det gør en verden til forskel for mit humør, og jeg begynder for første gang at glæde mig over graviditeten. Glæde mig til alt det, der venter. Især til nakkefoldsscanningen, der venter i næste uge af graviditeten.
Uge 11
Og så begynder tingene ellers lige så stille at se lysere ud. Ovenpå hvad der føles som fem uendelige uger med kvalme dagen lang, begynder jeg at have små åndehuller, hvor kvalmen slipper sit tag. Et par timer sen morgen og formiddag, hvor jeg kan kende mig selv igen. Det og så at være tilbage på kontoret redder mig, og jeg begynder igen at have lyst til at gøre ting. Til at gøre noget ud af ting.
Jeg er dog stadig dødtræt, så overskuddet rækker ikke så langt, men bare det at det endelig går den rigtige vej er nok.
Uge 10
Hjemme og igang med hverdagen igen, og heldigvis er det sidste fulde uge fra hjemmekontoret, inden jeg fra næste uge igen begynder at have et par ugentlige arbejsdage fra vores kontor inde i byen. Og jeg glæder mig så, så meget til at komme afsted, fordi mine følelser omkring graviditeten efterhånden er en kende tyndslidte. Jeg har så svært ved at være i, at jeg ikke føler den samme overvældende glæde over min graviditet, som jeg gjorde med Nola, og skammer mig sådan over de følelser. De føles skamfulde i en tid med mere og mere fokus på alle dem, der kæmper for at blive gravide. Alle dem der ville give deres højre arm for at føle de graviditetsgener, jeg gør, fordi de ville være et tegn på, at deres drøm er på vej i opfyldelse. De tanker gør desværre, at jeg pakker mig selv og følelserne sammen, og har svært ved at dele ud til andre end Mads.
En klog veninde, som jeg ses med i denne uge, får mig heldigvis på bedre tanker, og minder mig om, at jeg ingen grund har til at skamme mig over mine følelser. Ikke to graviditeter er ens, og selvom omstændighederne er glædelige er det okay at synes det er svært, og mine veninder vil jo støtte og prøve at forstå uanset. Den påmindelse er lige hvad jeg trænger til, og min venindes kloge ord får mig igennem ugen med oprejst pande.
Uge 9
Vi bliver enige om at tage nogle dage op i mine svigerforældres sommerhus. Vi trænger begge til luftforandring efter de seneste ugers indelukkede hedebølge i byen, og jeg især trænger til et sceneskift fra kvalmehytten derhjemme. Jeg synes jeg oplever, at kvalmen er værst, når jeg opholder mig derhjemme (super upraktisk i øvrigt når man på 5. måned stadig arbejder hjemmefra), og jeg håber derfor i mit stille sind på en weekend i sommerhusland med fornyet mod og overskud.
Og det viser sig at være skønt med nogle dage væk fra hverdagen, selvom kvalmen desværre følger troligt efter, og derfor ikke helt giver mig det pusterum, jeg havde håbet på.
Uge 8
HVORDAN kan dagene gå så langsomt? Det er ellers aldrig tilfældet, men lige nu føles de til at snegle sig afsted, mens jeg forsøger at holde mig ovenvande. Hvilket ikke går rigtig godt. På sin vis er jeg vel lettet over at min kvalme indtil videre ikke har ledt mig til at kaste op, men at have kvalme fra morgen til aften føles invaliderende nok i sig selv, og intet jeg spiser eller drikker kan holde det nede. Ting jeg lykkedes med at spise i går, kan pludselig trigge min kvalme i dag, og jeg snacker vandmelon og drikker solbærsaft i et væk.
Jeg har tid hos sygeplejersken til opstart af vandrejournal og svar på de blod- og urinprøver, jeg fik taget i sidste uge. Alle prøverne er heldigvis fine, og jeg bliver blot sendt afsted på apoteket efter seabands og B6 vitaminer, som der er oplevet gode erfaringer med til at holde kvalmen nede. Jeg krydser fingre!
Vi får fortalt begge vores familier, at Nola skal være storesøster, ligesom vi stille og roligt begynder at fortælle venner og veninder nyheden, efterhånden som vi ses med dem. I min sidste graviditet husker jeg det som om, at jeg havde lyst til at hele verden skulle vide om vores lykke, men denne gang har jeg det stik modsat, og jeg har svært ved at få tilløb til at få det sagt. Tænker det nok hænger sammen med at jeg føler mig så utilpas i min krop, og mest af alt har lyst til at gå i hi hjemme i sengen.
Uge 7
Er der virkelig kun gået en uge?!?! Evighedskvalmen føles til at have taget endnu et nøk op, og det suger al energi ud af mig. Ærligt har jeg svært ved at kæmpe mig igennem dagene med arbejde og familielivet derhjemme, og hver dag er jeg nødt til at gå op og lægge mig et par timer efter formiddagens møder og arbejde. På den front er jeg lettet over, at jeg stadig arbejder hjemmefra, fordi det så er nemmere at camouflere, hvor dårligt jeg har det på grund af graviditeten. Til gengæld gør det også bare mine dage endnu længere, fordi jeg om aftenen er nødt til at indhente det arbejde, jeg på grund af kvalmen ikke har nået i løbet af ugen. Det går desværre ud over bloggen, som jeg slet ikke kan finde overskud til.
Jeg græder mine første graviditetstårer i denne uge. En eftermiddag hvor jeg er nødt til at sige nej til at være med i Nolas (løbe)leg fordi jeg har ondt omkring bækkenet, og kun kan overskue at lægge ned. Lige der hader jeg at være gravid, og jeg bliver ked af at indse, at det hverken bliver første eller sidste gang, at jeg herfra kommer til at sige nej til Nola.
Jeg har det så dårligt over at have det sådan over en ønsket graviditet, men lige nu har jeg svært ved at se mig udover, at den stjæler alt det fra mig, som gør mig glad. Overskuddet, energien, lysten til at lave sjov og ballade med Nola og til at være en god og opmærksom kæreste over for Mads. Jeg trives slet ikke i at være den udgave af mig selv, og håber for alt i verden at det hele snart letter.
I denne uge har jeg booket os ind til en tidlig scanning hos Moderliv. Dem havde jeg et samarbejde med i min graviditet med Nola, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil bruge dem til denne scanning også i denne omgang. Nanna og Gitte, der har Moderliv, er de mest søde og empatitiske jordemødre, jeg har mødt, og jeg føler mig i så gode og grundige hænder hos dem.
Udover natuligvis at se og høre, hvad der gemmer sig bag min allerede oppustede mave, er jeg også især spændt på at høre den anslåede terminsdato, for som nævnt har jeg jo en lang og mangeårigt ustabil cyklus, og afhængig af hvilken beregning, jeg bruger, er jeg alt mellem uge 6 og 9 på nuværede tidspunkt.
Scanningen hos Nanna viser heldigvis et lille bankende hjerte og hun måler fosteret til at være knap en centimenter. Med det mål estimerer hun mig til at være 6+5 og med en anslået termin 1. april. Det er ret pudsigt for vores tidlige scanning med Nola viste også, at jeg var 6+5, og selvom det nok er lidt skørt, bliver jeg faktisk lidt rørt af sammenfaldet.
Således begiver jeg mig hjem med to bankende hjerter og en aprilbaby i maven ♥
Uge 6
Fra den ene dag til den anden bliver jeg ramt af den ledeste kvalme, der slår mig fuldstændig omkuld. Fra morgen til aften har jeg kvalmen siddende helt oppe i halsen, er svimmel og så uendeligt træt. Jeg har ikke skyggen af overskud eller energi, og det udfordrer desværre min graviditetsglæde en del.
Med Nola havde jeg en smule morgenkvalme de første tre uger, men aldrig på et punkt hvor det ikke var til at holde ud, og ganske naivt havde jeg derfor tænkt, at det var mit privilige at være gravid på den måde. Men som jeg nok snart vil lære, er der ikke to graviditeter eller babyer i øvrigt, der er ens.
Uge 5
Selvom jeg ikke længere er i tvivl om, at den positive graviditetstest er god nok, føler jeg stadig ikke rigtig graviditeten, og vi bliver derfor hurtigt enige om, at jeg skal booke en en tidlig scanning, så vi forhåbentlig kan se hjertelyd, og derefter det hele forhåbentlig bliver lidt mere virkeligt.
Uge 5 forsvinder i hverdagsliv (hej første uge tilbage efter tre ugers ferie, gisp) og forberedelser til den to års fødselsdagsfest for Nola, vi har planlagt til weekenden.
Uge 4
Vi kommer hjem fra sidste del af vores sommerferie fredag aften, og jeg glæder mig lidt til at tage en graviditetstest dagen efter. Min menstruation er sent på den, men med en mangeårig ustabil cyklus er det desværre ikke en garanti for noget, så jeg sætter ikke mine forventninger for højt. De seneste dage har jeg haft lidt småkvalme på underlige tidspunkter af dagen, og har i øvrigt været i et lunefuldt humør, ligesom min perioral dermatitis fra den ene dag til den anden er gået i udbrud, hvilket også kan være hormonelt betinget.
Lørdag formiddag sniger jeg mig til en test på badeværelset, uden Mads ved noget. Efter et langt minut kommer to streger frem på testen, men teststregen er ret svag, så jeg føler mig ikke overbevist. Der er noget med mavefornemmelsen, der ikke helt er der. Jeg beslutter at vente yderligere 48 timer, før jeg tester igen, som der bliver anbefalet på pakken.
De næste dage stikker min perioral dermatitis endnu mere af, og jeg er ærligt mega ked og frustreret over at føle mig så utilpas i min krop, så tanken om at skulle være gravid fylder næsten ikke.
Mandag tester jeg igen, og teststregen er lidt tydeligere end sidst men stadig ikke overbevisende. Den pessimistiske side af mig tænker, at det måske er, fordi jeg har haft en kortvarig graviditet, som er gået til, men at mit Hcg-niveau stadig viser sig i en somewhat-positiv test. Tirsdag, endnu en test. Det begynder at ligne noget, og jeg beslutter at indvie Mads i testen, og jeg får arrangeret det som en fin lille gave fra Nola og jeg. Han bliver selvfølgelig vildt glad, og jeg kan mærke håbet hos mig vokse.
Fredag tager jeg endnu en test, og denne gang kommer der hurtigt to lige tydelige streger. Jeg er også begyndt at få ømme bryster, og først nu begynder jeg at turde tro på det. Jeg er gravid.