II STELLA NOVA BLAZER (lignende HER) II MADS NØRGAARD BLUSE II MUNTHE KJOLE II ARKET JEANS II CECILIE BAHNSEN SANDALER II VRS TASKE II MAANESTEN HÅRSPÆNDE II

Det er nogle store spørgsmål vi har oppe at vende for tiden. Sådan nogle der på mange måder definerer vores liv, hvor vi er lige nu. Spørgsmålet om bryllup, bolig og baby. Alt er det oppe at vende i luften, men som jeg skrev i mit indlæg forleden, er tankerne ved at finde på plads. Heldigvis. For det trænger vi virkelig til. Det har været drænende at have usikkerheden om brylluppet hængende over hovedet. Ikke vide om vi skulle fortsætte planlægningen eller ej. Og dernæst, hvis ikke brylluppet blev, skulle vi så handle på sommerhuset?

Som udsigten til, om vi kunne holde vores drømmebryllup forblev uklar, begyndte vi for en måneds tid siden at handle aktivt på sommerhusjagten. Siden da har vi brugt timer på at kigge salgsannoncer, været afsted og se et par håndfulde huse, forgæves forelsket os i tre af dem, og budt på ét hus. Blot for at se også det blive solgt til anden side. For at være ærlig tror jeg lidt, at vi havde håbet på, at vi kunne lykkes med at finde det helt rigtige sommerhus, og så lade det være den tungtvejende grund til, at vores septemberbryllup ikke blev til noget, nu vi selv har svært ved at træffe beslutningen. Især jeg har til det sidste håbet på, at det ikke blev nødvendigt. Håbet på, at vi på mirakuløs vis kunne få lov at holde festen, præcis som vi har forestillet os den.

Men håbet er endegyldigt slukket nu. Der bliver ikke noget septemberbryllup for vores vedkommende i denne omgang. For selvom det efterhånden ser ud til, at det godt kan lade sig gøre at samle det antal gæster, vi har inviteret (et par af 80), så bliver det med størst sandsynlighed ikke uden forholdsregler. Vi vil stadig skulle opfordre til at undgå kys og kram, at der vil skulle holdes afstand dagen og aftenen igennem, og vi skal tage særlige forholdsregler i forhold til hygiejne. Ingen af de ting rimer på den bryllupsfest, vi drømmer om, og vi er kommet frem til, at vi ikke har lyst til at gå på kompromis. Til det betyder dagen og omstændighederne for vores fest for meget. Jeg er så ked af det, som jeg skriver dette. Som jeg siger det højt over for mig selv og jer, at vi ikke alligevel ikke skal giftes til september. Erkendelsen er svær, men jeg håber, at vi om lidt tid, når beslutningen endeligt er sunket ind, føler lettelse. Og fornyet mod på tiden der kommer, også selvom det måske ikke bliver som sommerhusejere helt så hurtigt, som vi havde håbet på.

Vi kigger stadig. Hver dag. Vi er tilmeldt køberkartotek hos alle mæglerne. Men markedet er svært. Udbuddet af huse er det laveste i 10 år, efterspørgslen enorm takket være klimabevidsthed og Corona-krise og handlerne bliver derfor lukket med store overbud på prisen. Der kan vi ikke være med. Eller rettere, der vil vi ikke være med. Vi er ikke villige til at lægge flere hundrede tusinde kroner oveni, da vi også tænker, at prisen på sommerhuset er sat som den er af en årsag. Endnu en kold klud i ansigtet føles det som. Intet bryllup, intet sommerhus. Til gengæld er der baby. Snakken om en lillebror eller lillesøster til Nola. Et nyt kapitel som forhåbentlig er lidt mere op til os at styre end brylluppet og sommerhuset har vist sig at være. Vi har hele tiden vidst, at vi ville gå igang med at blive gravide, som vi kom på den anden side af brylluppet, men nu hvor det bliver udskudt på ubestemt tid, er der måske ingen grund til at vente?

Det er her, vi er landet. Enige om, at brylluppet bliver udskudt, efter al sandsynlighed til 2022 (tænk en fest vi skal have, når den har været tre år undervejs, siger jeg til mig selv). Enige om, at fortsætte vores sommerhussøgen, omend finde ro i tanken om, at det nok ikke bliver denne sommer. Enige om, stille og roligt at gå igang med at blive gravide. 2020 bliver afgjort ikke, som vi havde forestillet os, men jeg tror på, at det hele nok skal ende lykkeligt alligevel ♥

Jeg har i mit hoved forsøgt at starte det her indlæg et utal af gange, men jeg har ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle komme til ordene. Hvordan ordene skulle få lov at tage form og fylde uden at give det hele væk. Men nu prøver jeg. Prøver at sætte ord på den uro, der fylder hos mig, og har gjort det dag og nat de seneste uger. Uro, som jeg langt fra er alene om at gå med. Desværre.

Dengang Corona-virus tog fart i Kina lige før årsskiftet, føltes sygdommen for de fleste af os her i Vesten stadig som et ubetydeligt indgreb. “Det er jo bare en influenza i Asien”, tror jeg mange nåede at tænke, indtil de første tilfælde begyndte at sprede sig i Europa. Og så gik det ellers stærkt. Om vi har haft sygdommen tæt inde på livet eller ej, er der ingen af os, hvis liv ikke er blevet berørt. Vores hverdag er blevet vendt på hovedet. Vi har set udsigten til ferier og store livsbegivenheder som konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper smuldre væk mellem hænderne på os. Og så er der alle dem, hvis liv med ét er blevet fyldt med usikkerhed, fordi jobsituationen pludselig er en ganske anden. Den båd befinder jeg mig i.

Som I ved, arbejder jeg i rejsebranchen. Og vi er, ikke overraskende, hårdt ramt. Det havde vi godt set komme, som situationen greb om sig, men jeg tror ikke, at nogle af os havde regnet med så langvarige rejseforbud, som dem vi er endt ud i. Som der stadig er lang vej til at være på den anden side af. Det sætter sine spor på vores aktiviteter og som en rejsesøgemaskine, der lever af rejsedrømme, der bliver indfriet, er vores grundlag, som vi kender det, med ét hevet væk under os. I sidste uge blev 400 af mine kolleger på tværs af vores globale kontorer enten afskediget eller sendt hjem på orlov. Kontoret i København kommer ikke til at gå fri, og i skrivende stund ved jeg ikke, om jeg har mit job, når vi når weekenden eller ej. Hvis ikke det bliver mig, bliver det nogle andre. Kolleger jeg holder af. Det er en forfærdelig tid at gå igennem med den sky hængende over hovedet og ikke vide, hvad morgendagen bringer. Om den bringer ro og sikkerhed, eller om en endnu længere tid med usikkerhed og uro venter forude, fordi jeg skal igang med at søge nyt job i en tid, hvor økonomien i forvejen er hårdt presset. Jeg ved det ikke. Og alt jeg lige nu ønsker er at vide. Vide hvad der venter mig, om det så er det ene eller det andet. Mens jeg venter, føles det som om, tiden går baglæns. Aldrig har dagen hvor jeg får vished, føltes længere væk …

Nytårsdag skålede Mads og jeg forventningsfuldt på året der ventede. Drømmene forude. Et år der skulle byde på spændende projekter på job, en sommer med festival og have-fester, og vores forestående drømmebryllup. Alt det er taget fra os, som situationen er lige nu. Og jeg er skiftevis sur, ked og helt og aldeles modløs over det. Jeg har så svært ved at finde glæden i de små ting, selvom jeg virkelig prøver, og jeg bryder mig ikke om mig selv i den situation. Jeg har brug for glæden, og jeg har brug for drømmene. Der er intet der kan stå mål med tabet af nogle man har kær, og på grund af Corona har alt for mange skulle stå det igennem de seneste måneder. Men tabte drømme gør også ondt, og jeg håber vi alle snart kan få lov at indfri drømme igen ♥

Billede via Unsplash

• På min cykeltur ind mod kontoret i morges, cyklede jeg udenom en børnehaveklasse på tur, og det slog mig, at Nola, om hvad der føles som et blink med øjnene, kommer til at være en af dem. Og lige et kort øjeblik mistede jeg helt pusten. Jeg glæder mig så meget til alle de oplevelser og stunder, der kommer med hende som hun bliver større og kan mere, men samtidig ville jeg jo også ønske, at hun for evigt ville være min lille mus, der putter i armhulen om natten, og knuger sig ind til mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. 
• Glæder jeg mig så meget til vores efterårsferie om to uger, at jeg nærmest ikke kan være i mig selv over det. Også selvom vi stadig ikke har besluttet, hvad ferien skal bestå af. Trænger bare til uforstyrret tid sammen som familie og til et afbræk fra hverdagsrutinerne.
• Sidder jeg i skrivende stund og krummer tæer, og ryster på hovedet (ligesom det halve af Danmark lader til at have gjort) over Anders i Gift ved Første Blik. Jeg er først rigtig kommet i gang med programmet nu, men er lige så underholdt af det, som tidligere år. Mangler stadig to afsnit, så ingen spoilers fra jer, der har set det til ende allerede.
• Kan jeg ikke få tanken om indretning med de her mega sættekasser ud af hovedet. Sådan nogen gad jeg godt få bygget.
• Den nye metro cityring er jo GENIAL. Og jeg der troede, at jeg ikke rigtig ville bruge den. Fast forward til i dag, hvor jeg var på min fjerde tur på den nye linje. Elsker hvordan jeg kan nå fra Trianglen til Enghave Plads på bare 10 minutter. 
• Er jeg den eneste, der har haft en ustyrlig lyst til træstammer siden weekendens sæsonpremiere på Den Store Bagedyst?
• Hyldeknægtene til vores nye køkkenhylder ligger og venter på mig i pakkeshoppen, og jeg kan næsten ikke vente til de forhåbentlig kommer op og hænge i weekenden, så jeg kan komme videre med min iver for at dimse rundt i køkkenet #forandringskrillerenslårtiligen
• Gad jeg godt flytte ind i de her kashmirbukser de næste par måneder. 

II H&M FRAKKE (lignende HER) II MONKI SKJORTE (lignende HER) II ARKET JEANS II VRS STRØMPER II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II

Så skal jeg da lige love for, det for alvor blev efterår. Med nedfaldsløv, løbende næse og iskolde hænder på cykelturen. Jeg har derfor også fundet efterårssagerne frem fra garderobegemmerne, og forleden blev det til en kombination af gammel ulden H&M jakke og min endnu ældre ternede skjorte fra Monki parret med mine nye jeans fra Arket. Både jakke og skjorte er sager, der ryger lidt til og fra salgsbunken herhjemme, men forleden fik de altså en chance til og endte faktisk med at have sættet på et par dage i træk. Således var den garderobefrustration, jeg for tiden er ramt af, for en stund skubbet til side til fordel for en efterårsdag i gamle klæder.

Sagen er dog alligevel, at jeg er kørt godt og grundigt træt i store dele af min garderobe, og i svage øjeblikke har lyst til at skifte halvdelen ud. Alene tanken om at gøre det, giver mig dog dårlig samvittighed. Vel vidende at tøjproduktion og et overforbrug af samme, er en af de helt store miljøsyndere, og samtidig have lyst til at give efter for shoppetrangen og opgradere garderoben, står jeg i lidt af et dilemma. For hvordan balancerer jeg bedst ambitionen om at reducere min klimapåvirkning og samtidig føle mig tilpas og inspireret i min garderobe? Jeg indrømmer gerne, at jeg elsker den følelse, et nyt lækkert stykke tøj kan give. Hvordan selvværdet, og i øvrigt også andre elementer i ens garderobe, pludselig stråler på ny, hjulpet på vej af det nye helt rigtige stykke tøj. Den følelse er selvfølgelig flygtig. Det ved jeg godt. Og det forstærker dilemmaet. For skulle jeg give efter for shoppetrangen, løser det ikke problemet for bestandigt. Det forskubber det bare. På et tidspunkt vil jeg igen sidde, som jeg gør nu, træt af garderobens udbud og med lyst til fornyelse.

Sidste år flyttede 37 nye stykker tøj ind i min garderobe i årets første 9 måneder. I år er det tal reduceret til 24. 2,6 stykker nyt tøj i gennemsnit om måneden. Hvilket stadig lyder af meget, selvom jeg ikke føler det sådan, når jeg ser tilbage på mit forbrug og stangen i tøjskabet. Skal jeg være helt ærlig, har jeg nok svært ved at se, at mit forbrug skal blive meget lavere, end det niveau det er på nu, selvom jeg i idelle verden godt gad, at det var tilfældet. Jeg kan bare ikke se mig ud af, hvordan jeg så skal føle mig tilpas i min garderobe, hvis endnu mindre nyt skal føjes til. Det er et førsteverdens problem af rang, og med førnævnte klimaambition i baghovedet, har jeg det helt dårligt over at sige det højt. Men det skal jeg. Også sige de ting højt, jeg ikke er mest stolt af. Måske det ovenikøbet kan fordre en forandring.

I hvert fald gad jeg vildt godt høre fra jer, om I måske sidder med lignende tanker? Måske ovenikøbet nogle har fundet en god måde at overkomme tøjkriser på uden at de bliver løst af et merforbrug? Do tell!